3 juletips til din weekend

Er du ikke rigtig kommet i julestemning endnu, eller er weekenden den tid på ugen, hvor du skruer ekstra højt op for julehyggen. Uanset hvad, venter juleklædte Dragør lige uden for døren. Lad os komme afsted.

Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

Skattejagt med Jul i Dragør og Historisk Arkiv
Hvert år i december kommer juleskibet til Dragør, og byens nisser bringer julevarer ud til hus og hjem. Hvis du besøger julemarkedet på Badstuevælen, kan du tage med på en skattejagt, hvor du går i nissernes spor i Dragør. Opgaven er ikke svær – især ikke, hvis børnene hjælper de voksne. Historisk Arkiv har hjulpet Jul i Dragør med at lave skattejagten, som du kan prøve alle weekender frem til jul fra 12 til 17.

Luciaoptog og julekoncert i Dragør Kirke

Søndag klokken 15 er der julekoncert med luciaoptog i Dragør Kirke. Dragør Kirkes børne- og ungdomskor indleder koncerten med et flot og stemningsfuldt luciaoptog. Herefter synger korene en række af de kendte og elskede julemelodier og nyere julesange. Publikum må gerne synge med. Efter koncerten er der åbent hus i sognegården, hvor der bliver serveret glögg og æbleskiver.

Levende låger

Har du ikke nået det endnu, er weekenden din oplagte mulighed for at opleve Levende Låger, en byvandring, der hver dag i december starter kl 17 på Badstuevælen. Levende låger fortæller Dragørs brogede julehistorie gennem en lille vandring til en kalenderlåge i form af en adresse, hvor der gemmer sig en historie og måske en sang. Hver vandring tager 20 minutter.

Seneste artikler

 

Fik du læst?