Fra Dragørs ungeråd til nordisk eventkoordinator

Amanda Fellov var storforbruger af ungdomsskolen. Hun stod i spidsen for ungerådet og banede vejen for mange af de aktiviteter, der er i programmet i dag. Som voksen har hun selv været underviser på mange af holdene og lever af det, hun lærte dengang.

”Jeg så ungdomsskolen som et værested, hvor jeg mødtes med folk på tværs af skolerne og hang ud. Jeg dyrkede alt det, jeg kunne lære noget af: bagehold, ungeråd, weekendture, kreahold, tøseklub, klatretur til det ene sted og skitur til det andet sted,” fortæller hun.

Det skulle vise sig at være en god investering i fremtiden.

Ungdomsskolen har været et springbræt

I dag er Amanda Fellov nordisk eventkoordinator i medicinalvirksomheden Alcon. Her planlægger hun messer, konferencer, møder og studieture i Norden og Europa.

”Jeg lærte meget om eventplanlægning i ungdomsskolen. Og det er jo det, jeg arbejder med i dag. I meget større skala end i ungdomsskolen – men grundlæggende det samme, som jeg lavede dengang,” siger hun.

Hun var selv med til at starte Movie Night i Dragør Bio, da hun gik i syvende klasse.

”Jeg lærte at bygge en case op og stable et koncept på benene, jeg kunne få godkendt og føre ud i livet. Men også at få folk til at dukke op til det. Og så lærte jeg at samarbejde med mange forskellige stakeholders. Det var jo både kommune, skoler og ungdomsskole på tværs af byen, der skulle inddrages.”

Amanda Fellov og de andre i ungerådet var ofte med ude som ungerepræsentanter ved kommunalråd og borgerhøringer, når politikerne gerne ville vide, hvad der rørte sig hos de unge.

”Det var fedt at få lov til at opbygge og præsentere et ønske for politikerne. Vi var tre ildsjæle, der brændte for det her. Én fra hver skole. Og så var vi også elevrådsrepræsentanter på de skoler, vi kom fra. Det gav en følelse af at have medindflydelse.”

”Jeg har altid planlagt elevrådsting og været i festudvalget. Da jeg fandt ud af, at det var noget, man kunne arbejde med, så det læste jeg videre den vej. Ungdomsskolen har været et springbræt til det, jeg laver i dag.”

”Det kan godt være lidt ensomt i skolen”

Amanda Fellov var også særligt glad for det nationale elevnetværk, hun fik gennem ungerådet.

”Vi var på elevrådsture rundt omkring i Danmark, og det netværk bruger jeg stadig i dag. Her har jeg både været med som ung deltager og senere som voksen underviser, så jeg kender mange folk i ungdomsskolemiljøet i dag.”

”Det kan godt være lidt ensomt i skolen, hvis man er den eneste, der er engageret på det niveau, som jeg var. Derfor var jeg rigtig glad for at gå i ungdomsskolen og for at møde andre jævnaldrende med samme interesser, som var lige så engagerede i alt muligt,” fortæller hun.

Smagen af efterskole

Ungdomsskolen kan også være lidt en smagsprøve på at gå på efterskole, påpeger hun. Mange vælger efterskole ud fra interesser, og mange af de interesser kan du også dyrke eller prøve af på ungdomsskolen. Det er tit outdoor eller design for eksempel. Men du kan jo prøve det af allerede i ungdomsskolen, inden du vælger, om du skal bruge et helt år på det.

”Man kan godt få smagen af efterskolelivet på en ungdomsskole,” afslutter hun.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Go’morgen Amager

Torsdag 6. maj – solen står op kl. 05.17 og går ned kl. 20.56. Dagen er tiltaget med 08.38 minutter. Månen er aftagende – fem dage til nymåne.

Læs mere »