På udstillingen OPTUR viser de to søskende møbelsnedker, konservator og håndværker Teis Dich Abrahamsen sammen med formgiver og billedkunstner Leise Dich Abrahamsen indviklede kuglebaner og store nye værker med farver og former. Et samspil med fælles fokus på det finurlige og underfundige.
Hvis man i Dragør nikker genkendende til navnene “Dich” og “Abrahamsen”, er det ikke tilfældigt.
Af Dines Bogø
Udstilling, der åbnede i december 2019 hedder ”OPTUR – med kuglebaner og farvede kompositioner”.
Hvorfor hedder udstillingen ”Optur”? Det er en ren optur, når man får lov at følge de to søskendes eksperimenterende arbejde, og gennem udstillingen bliver smittet af den livsglæde, som gennemstrømmer alle værker.
Udstillingens titel er derfor en påmindelse til os alle om at give plads i hverdagen til de opture, store som små, som vi kan være heldige at løbe ind i – hvis vi giver plads til det.
”Dich Abrahamsen”. Søskende
Hvem er så søskendeparret? Forældrene er Lisbeth Dich Abrahamsen og Povl Abrahamsen. Se evt. artiklerne fra april 2019. Del 1. Del 2.
Morfar er den legendariske læge Poul Dich, der kom til Dragør med hustruen Minna i 1926.
To generationer, der har sat deres præg på byen.
Leise (1955) arbejder i en verden af farver og kompositioner. Teis (1963) laver kuglebaner og bearbejder træ i mange vinkler.
Neel Dich Abrahamsen, der også er kunstner, har lavet plakaten, der fortæller om de 100 kugler, der indgår i en spændende computerstyret mekanisk opstilling. Neel Dich Abrahamsen har også stået for det grafiske design i bogen om “Kuglebanen til det offentlige rum”, der udkom i 2019.
Udstillingen
Leise siger bl.a.: ”Kunst, poesi og almindelig forundring er pauser man giver sig selv. At man stopper op, fokuserer på de små ting og giver plads til begejstringen. At man er til stede hvor man nu er, men heller aldrig stiller sig helt tilfreds. Vi må turde standse op og være nysgerrige”.
Teis supplerer: ”Jeg oplever, at mine kuglebaner ofte efterlader folk med et smil på læben, fordi de bliver underholdt, men også fordi de stopper op og får mulighed for at blive fanget i et øjeblik, hvor det ikke handler om alt muligt andet end bare at være. Og så er det rigtig godt, hvis jeg samtidigt får listet noget viden om træ med ind hos publikum, så de også får en historie med hjem.”
Lille klip fra “Galskab”, hvor Teis Dich Abrahamsen fortæller om funktionerne.
Man kan ikke beskrive hele udstillingen. Der er mange flere elementer og så er der alle de detaljer, som man ikke så første gang. En udstilling, der ikke hurtig kigges igennem, men gæsterne stopper hele tiden og kigger og kommenterer.
Lokalerne finder man på Kløvermarksvej 70, 2300 Kbh.S.
Fakta
Udstillingen OPTUR åbnes med en festlig fernisering torsdag den 5. december kl. 17-19 og kan derefter opleves til og med søndag den 29. marts 2020. Åbningstider: onsdag-fredag kl. 12-18 og lørdag-søndag kl. 10-16. Der kan laves aftaler om særrundvisning for foreninger m.v. Adresse: Førstesalen hos A. Petersen Collection & Craft, Kløvermarksvej 70, 2300 København S. Se mere om helligdage http://apetersen.dk/da/ |