Biblioteket anbefaler: Salka Valka

Voksenbibliotekar Ulla Fajfer anbefaler i denne uge klassikeren Salka Valka af Halldór Laxness fra 1934.

Den 11-årige pige Salka og hendes ugifte mor går i land ved det islandske fiskerleje Osøre i Axlarfjorden. Det er mere eller mindre tilfældigt, at det er her de ender. Byen er et fattigt sted med kun tre ”huse”; lægens, provstens og købmandens, Jóhann Bogesen. Sidstnævnte er byens faderlige overhoved, der styrer hele byen. Alle arbejder for ham, men ser aldrig en mønt. Alt er på konto i handelen.

Mor og datters første logi bliver hos Frelsens Hær, der mest af alt fremstår som en overfyldt værtshus. Næste stop bliver hos sømanden Steintor, som man kunne kalde en storskrydende karismatisk drukkenboldt, som får stor betydning for både mor og datters liv og færden.

Som fremmed og fattig har Salka svært ved at falde til og blive accepteret i byen. I kraft af sin råstyrke og indignation kæmper Salka Valka sig frem i det lille samfund. Det gør hun bl.a. ved at iføre sig bukser, så hun kan arbejde som en mand. Venskab og fortrolighed finder hun hos den følsomme og dannede dreng, Arnaldur.

“Salka Valka er for mig en læseoplevelse af de helt store. Laxness er en klog fortællerstemme, der med en fin underspillet humor gør historien fra 1930´ernes Island levende og på mange måder aktuel; Social elendighed er social elendighed, lige meget hvor den opstår. Ved at benytte den fattige fiskerlandsby som prisme, får Laxness kastet lys over meget, bl.a. religionen og de store samfundsideologier. Men det er ikke bare dét, Salka Valka er virkelig spændende at læse og eventyrligt godt skrevet. Som roman rummer den alt, hvad man kan ønske sig; en medrivende handling, romantisk kærlighed, fine persontegninger og beskrivelser af den islandske natur.”

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?