Gregers Gjersøe var en af de to første danskere på ski til Sydpolen – del 2

Halvvejs slog vi en streg og hoppede over den 85. breddegrad. ”Hvis det går lige så godt de sidste fem breddegrader, så har vi gået en god tur,” sagde vi. Men det skulle vise sig, at alle problemerne lå fra halvvejs og ind til Sydpolen.

Sidste uge kunne du læse om Gregers Gjersøes rejse til Grønland og første halvdel af hans rejse til Sydpolen. Læs fortsættelsen her.

Gregers Gjersøe Polarskolen
Gregers på trænings tur til Ilulissat Isfjord i Grønland

På den anden side af den 85. breddegrad begyndte problemerne for alvor.

Gregers Gjersøe og Kristian Joos havde lavet en plan om at gå 24 kilometer om dagen. Men da de kom ned på Antarktis, kunne Gregers ikke gå så langt.

”Det blev 19, 20 og 21 – men aldrig 24 kilometer,” fortæller han, ”og det betød, at vi ikke have mad nok med. Vi blev nødt til at skære alle dagsrationerne op og sprede dem ud, så vi havde nok til resten af turen.”

En dag lige efter nytårsaften var det ekstremt koldt og blæsende. Pulkene (en slags slæder), som de trak efter sig, blev ved med at vælte. Efter en pause fik Gregers Gjersøe ikke lukket sin pulk ordentligt. Stormen flåede ting ud af den, og han mistede en dagsration mad, en satellitnavigator og en dunjakke, som han brugte i pauserne.

”Nu skulle jeg undvære min dunjakke de sidste 14 dage, og det var et problem,” fortæller han, ”når man er helt svedig kommer kulden med det samme, og man bliver let underafkølet meget hurtigt. Jeg lavede en ny jakke af en vest og nogle poser på armene, men den var slet ikke god nok. Jeg mistede alt for meget vægt de sidste 14 dage, fordi jeg forbrændte alt for mange kalorier på at fryse og ryste af kulde.”

Privatfoto

Da de endelig efter 56 dages vandring gik med hinanden i hånden de sidste par meter til Sydpolen var det med tårerne trillende ned ad kinderne. De krammede hinanden af lykke over endelig at nå frem.

”Det var sjovt at se på GPS’en lige der ved Sydpolspunktet. Breddegraden 90 grader syd stod stille, mens længdegraderne drønede afsted. Lige her kunne vi gå hele vejen rundt om jorden på 30 sekunder,” fortæller Gregers Gjersøe.

Men rejsen hjem var ikke slut endnu.

”Vi havde halvanden dags mad tilbage, og der skulle gå elleve dage før, vi kunne blive hentet,” fortæller Gregers. Så vi manglede mad til ni og en halv dage.

Ankomst Sydpolen efter 56-dages rejse. Privatfoto

Pomfritter på den amerikanske base

Inden de rejste, havde de underskrevet en kontakt med den amerikanske base på Sydpolen om, at de ikke ville bede om mad, når de kom dertil. Berlingske Tidende havde endda bragt en vittighedstegning om de to, hvor de sad på knæ og tiggede foran basen. De fik en lægeundersøgelse inde på basen da de ankom, men straks derefter måtte de gå udenfor og tilbage til deres telt igen.

”Heldigvis havde vi nogle koordinater på noget gammelt engelsk mad, der lå et godt stykke fra Sydpolen. Der gik vi ud og gravede ni og en halv dages mad op og noterede på en seddel, der lå derude, hvad vi havde taget. Tilbage ved basen sad vi og gnaskede på gammel engelsk pølse, der var udløbet for mange, mange år siden. Det var forfærdelig dårlig mad, men det var, hvad vi havde. Vi havde slået teltet op lige uden for den amerikanske base, ved det der kaldes det ceremonielle punkt. Punktet er markeret med en metalkuppel, der balancerer oven på en rød pæl med hvide striber. Vi kunne sidde og dufte maden fra kantinen inde på basen: pomfritter, pastaretter… Det var frygteligt!”

Da Gregers Gjersøe og Kristian Joos havde ligget i telt uden for basen i syv dage, kom den amerikanske basechef ud og bankede på teltet. Hun tilbød dem et midlertidigt job inde på basen – og det var Kristian og Gregers ellevilde med, for når man arbejdede på basen, kunne man nemlig bruge kantinen!

”Så vi fik job på den amerikanske base, hvor vi sad og mærkede T-shirts med prisskilte, og så spiste vi ellers i kantinen! Vi spiste hele dagen og kastede op hele natten, fordi vores maver slet ikke var vant til de mængder mad,” griner han.

Der gik dog ikke ret længe, før de første klager fra de øvrige ansatte på basen dukkede op.

”Vi lugtede fælt! Vi havde haft det samme tøj på i to måneder uden at skifte.”

Der blev samlet rent tøj ind til dem på den amerikanske base, som de to kunne have på indenfor, og om aftenen tog de deres ekspeditionstøj på og gik ud for at sove i teltet.

”Vi fik ikke noget bad, for der var i forvejen kun vand til, at de selv kunne tage 3-minutters brusebade.”

Selve vandringen på ski til Sydpolen varede i 56 dage. Derefter ventede de 11 dage på Sydpolen, inden de blev hentet og fløjet tilbage til Patriot Hills og derfra videre til Sydamerika og hjem til Danmark.

Nordpolsdrømmen forlod mig på et øjeblik

”Mit næste mål var at gå til Nordpolen. Mange går fra Canada eller Rusland, men jeg synes, at hvis man er dansker, så skal man gå fra Grønland. Udstyret er meget anderledes på en nordpolsekspedition. Du skal have forskelligt udstyr til at skræmme isbjørne væk, hvis de kommer for tæt på. Man skal for alt i verden undgå at skyde en isbjørn! Det er deres område, og vi mennesker er kun gæster! Der er områder, hvor du skal svømme og derefter trække dit udstyr med gennem vandet,” fortæller Gregers Gjersøe, der var klar til at gå efter sit sidste mål på listen.

Han havde lovet sin kone ikke at tage af sted, før deres søn var ét år gammel, men til sønnens et års fødselsdag ændrede han fuldstændig mening.

”Min søn og jeg var inde at se på Livgarden, der gik ned til Amalienborg for at skifte vagten. Min søn elskede det øjeblik, hvor de soldater, der spillede fløjte, stoppede, og Den Kongelige Livgardes Musikkorps startede. Han sad i sin klapvogn og ventede spændt på øjeblikket og i dét sekund, jeg stod der med ham, forlod min nordpolsdrøm mig. Jeg stoppede alt fra den dag. Jeg så på min søn og min kone, der allerede var gravid med vores søn nummer to. Jeg havde også fået en gulddatter fra min kones første ægteskab. Mit fokus og ansvar var helt ændret.”

Polarskolen skal lære de danske unge om Rigsfællesskabet

Men Gregers Gjersøe brændte stadig for Arktis og Antarktis.

”Jeg kom til at tænke på det billede, vi havde taget på toppen af Grønlands indlandsis. Vi var tre voksne mennesker, der hver havde gået i hver vores danske skole, men ingen af os vidste hvilken vej det Grønlandske flag skulle vende. Dér stod det klart for mig, at jeg skulle lave en Polarskole,” fortæller han.

Lige siden sin første ekspedition havde han læst, rejst og uddannet sig inden for det politiske, klimamæssige, naturmæssige og kulturelle i Arktis og Antarktis. Han skrev en bog, som Undervisningsministeriet støttede, og han udviklede undervisningsmateriale sammen med et familiemedlem, der er folkeskolelærer. I dag er Polarskolen en nonprofitorganisation, der skal lære de unge om Rigsfællesskabet, de er en del af.

”Min gode ven John Svendsen, som også sidder i Polarskolens bestyrelse og har været med siden dag et, foreslog, at jeg skulle hive fat i Christoffer Søe fra Dragør Ungdomsskole. Da Christoffer havde lyttet til mig i en halv time, sagde han: ”Det dér kan vi godt bruge!” Og lige siden har jeg undervist i Dragør.”

Polarskolen startede på Store Magleby Skole i 2014, og siden er de kommet tilbage og har også undervist hvert år på Dragør Skole og Nordstrandskolen.

Polarskole i Dragør. Privatfoto

Kampen om Nordpolen

Polarskolen er således et tæt samarbejde med Dragør Ungdomsskole. Når eleverne er færdige med den faglige del af undervisningen, slutter de af med en praktisk og meget fysisk dag. De skal gå på ekspedition til Nordpolen på en dag.  Det er den ekspedition, Gregers Gjersøe aldrig selv fik gået. Nu går han den sammen med børnene i skolerne. Han kalder dagen ”Kampen om Nordpolen”.

Nordpolsekspeditionen foregår i trygge rammer på Kongelundsfortet. På turen er vægten lagt på samarbejde og samværsformer, men de unge skal også ud og afprøve sig selv på en ”rigtig ekspedition” til Nordpolen.

Lærerne fra de lokale skoler deltager på ekspeditionen, og alt bliver styret af et fast team af instruktører fra Polarskolen, John Svendsen og Gregers Gjersøe. Fra Dragør Ungdomsskole er friluftsvejleder Kay Weiss også fast god mand på instruktørholdet.

Eleverne skal gå fra Station Nord i det nordøstlige Grønland og så otte breddegrader til Nordpolen. På hver breddegrad er der en ny udfordring: Det bliver snestorm, de skal løse førstehjælpsopgaver, og de skal gå på ski og slæbe bildæk. Indimellem har de multiple choice-stafetter med faglige spørgsmål om Arktis, så eleverne ikke glemmer, hvad de lærte under den faglige del af undervisningen.

På hver breddegrad får de point for, hvordan de har klaret deres opgave. Men de har også fået point i løbet af ugen i den faglige undervisning, hvor der har været quizzer i det, de har lært. Det er derfor både en kamp på det faglige og på det fysiske. Til sidst kåres en vinder af Nordpolen blandt alle 7. klasserne i Dragør. Vinderne får et kilo slik fra Nam Nam på Amagerbrogade og en oplevelsesdag med Ungdomsskolen.

”Dragør har jo været helt fremme i skoene på det her. De har sat fokus på det lige siden 2014. I januar 2019 besluttede en række af Folketingets partier at undervisning om Rigsfællesskabet skal blive obligatorisk. Der er Dragør jo allerede langt foran,” fortæller Gregers Gjersøe med stor taknemmelighed, ”jeg skylder Dragør Kommune og Dragør Ungdomsskole en kæmpe tak! Det her var aldrig kommet i stand, hvis ikke Christoffer Søe, Dragørs lærere og elever havde taget så godt imod det og givet mig lov til at afprøve materialet og komme tilbage år efter år”.

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?