Sidste nyt fra svømmehallen

Det er ved at være et halvt år siden, den nye svømmehal åbnede, men hvordan går det egentlig med den? I kommunen drøfter man udvidede åbningstider, og i svømmeklubben dykker man efter nye bestyrelsesmedlemmer, både formanden og kasseren går af. Læs med her.

Dragørs nye svømmehal fra åbningen den 27. september 2019. Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

Mange gik forgæves, da de mellem jul og nytår ville en tur i svømmehallen. Den havde nemlig lukket og på kommunen har man fået en del klager fra folk med årskort, der er skuffede over de mange lukkedage. Det fremgår af referatet fra seneste møde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Udvalget foreslår, at der er ekstraordinært åbent i påsken og at ekstraordinære udgifter forbundet med udvidelsen af åbningstiderne findes inden for rammen.

11 dage ekstra = 95.000 kroner
Statistik på brugen af svømmehallen i den offentlige åbningstid skal desuden være med til at afgøre ”yderligere stillingtagen til åbningstider i helligdage i 2020.”

På baggrund af politiske ønsker foreslår forvaltningen, at åbningstiden i 2020 udvides med 11 dage, heraf seks dage i forbindelse med julen og fem dage i forbindelse med påske. 11 ekstra dage med i gennemsnit 8 timers åbning vurderes at koste 95.000 kroner i ekstra personaleomkostninger.

Nye kræfter til svømmeklubben
Både formand Anne-Marie Dahl og kasserer Christian Schütt går af til næste generalforsamling i Dragør Svømmeklub. Begge har været med siden 2007-2008, og som Anne-Marie fortæller DragørNyheder:

– Vi har drevet en svømmeklub, vi har kæmpet mod nedlæggelse af en svømmeklub, vi har lukket en meget aktiv svømmeklub ned til dvale, vi har holdt liv i en bestyrelse siden 2011, vi har holdt årlige generalforsamlinger og lavet regnskab, mens vi var lukkede. Vi har været aktive omkring at bearbejde politikere til at bygge en ny svømmehal, vi har været aktive omkring den nye svømmehals genopståen, deltaget i alt muligt omkring dette.

– Både Christians og mine ældste børn er for længst flyttet hjemmefra, og vi synes begge, der er brug for nye kræfter, nogen, som har deres fremtid i klubben – ikke nogen, der har den bag sig.

Foto: DragørNyheder.dk

En ualmindeligt god bestyrelse
Så har du en svømmeklubsformand eller en kasserer i maven, så kontakt svømmeklubben. Foreningslivet er meget givende, lover Anne-Marie, som også kun har positivt at sige om den øvrige bestyrelse:

– Vi har en ualmindeligt god bestyrelse, hvor vi beslutter alt i enighed og der er aldrig diskussioner eller brok. Der løftes i flok efter de kompetencer, vi hver især har.

Generalforsamling i Dragør Svømmeklub 30. april kl 19 i mødelokalerne på 1. sal i Hollænderhallen. Læs mere om svømmeklubben her

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Udflugt og spaghetti

Onsdag 22. september kl. 10 holder Sundby Kirke på Amagerbrogade udflugt til Amagermuseet. I Solvang Kirke på Remisevej fra kl. 17 er der spaghettigudstjeneste med

Læs mere »