I dag handler Valentines mest om blomster, chokolade og hjerter, masser af hjerter. Den oprindelige idé bag den romerske fest 14. februar var dog noget mere promiskuøs.
Af Pia Melander Guilbert
I det gamle Rom var 14. februar den officielle start på foråret. Her ærede romerne guden Juno, som var dronning over de romerske guder. Hun repræsenterede kvinder og ægteskab, skriver videnskab.dk:
”Forestil dig, at vi dedikerer fejringen af Valentinsdag til brugen af Viagra.
Sådan når du sandsynligvis lidt tættere på den oprindelige idé bag den traditionelle romerske fest,” lyder opfordringen.
Ammet af en ulvekvinde
Dagen efter Skt. Valentins dag startede Lupercaliafestivalen, der var en frugtbarhedsfejring af Faunus, den romerske gud for landbrug, samt af de Roms grundlæggere Romulus og Remus.
Ved festivalens åbningsritual stillede romerske præster sig op foran en hellig hule, hvor Romulus og Remus som spædbørn skulle have været blevet ammet af en ulvinde. Her ofrede de en ged for frugtbarhed og en hund for renselse.
Efterfølgende skar romerske mænd gedeskindet i strimler, dyppede det i offerblod og løb af sted med det. På deres vej svingede mændene de bloddryppende hudstrimler ud over både deres kvinder og omkringliggende marker. Kvinderne hilste de blodige klask velkomne, fordi de ville gøre dem mere frugtbare det kommende år.
Parring i en urne
Legenderne fortæller også om et stort kærlighedslotteri, forklarer videnskab.dk:
”Byens kvinder lagde deres navne i en stor urne, og byens ungkarle fik så æren af at trække et af dem.”
Denne parring førte ofte til både forelskelse og ægteskab, men får også videnskab.dk til at konkludere:
”Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at de kristne folk hadede nogle af de romerske traditioner. Til sidst var det faktisk almindeligt, at kirkens mænd gjorde op med hedenske fejringer ved at give dem nye kristne navne og give dem mere ’sofistikeret’ kristent indhold.”
