Sådan anbefales du at forholde dig ved mistanke om Corona-virus

I Dragør- og Tårnby Kommune følger man udviklingen af Corona-virus nøje. Har du rejst i områder med smitte, anbefales du at være opmærksom på symptomer, men er der ingen mistanke om sygdom, kan du både tage på arbejde og sende dine børn i institution.

Af Pia Melander Guilbert

I forbindelse med, at Danmark nu også har fået sine første tilfælde af Corona-virus, officielt kaldet COVID-19, har Dragør- og Tårnby Kommune udarbejdet en række anbefalinger. Kort fortalt fortsætter hverdagen som hidtil, men man følger situationen tæt og træffer de nødvendige forholdsregler i tråd med myndighedernes anbefalinger. Skulle der ske ændringer, vil skoler, daginstitutioner, plejehjem med mere informere brugerne direkte.

Fortsæt som normalt hvis alt er normalt
Er der ikke mistanke om sygdom, er alle borgere og medarbejdere velkomne i institutioner og på arbejdspladser som normalt – også selv om man har rejst i områder med smitte.
Områder med smittespredning er indtil videre: Kina, Singapore, Hong Kong, Japan, Sydkorea, Iran og Italien i regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Bliv hjemme ved symptomer
Corona giver infektioner i luftvejene. Symptomerne kan spænde fra helt milde symptomer til alvorlig lungebetændelse. Corona smitter fra person gennem dråber, for eksempel via hoste eller nys.

Har du mistanke om sygdom, og har du været i et af områderne med smitte inden for de sidste to uger eller været i direkte kontakt med en person under mistanke for coronavirus, skal du blive hjemme, ringe til egen læge eller 1813 og følge lægens anvisninger. Det gælder både borgere og medarbejdere.

Forebyg smitte ved at:

  1. Vaske hænder tit og grundigt. Brug håndsprit, hvis du ikke er i nærheden af vand og sæbe.
  2. Host eller nys i ærmet. Dæk mund og næse, når du hoster eller nyser. Brug et engangslommetørklæde eller dit ærme i stedet for din hånd.

I Tårnby Kommune har man aktiveret det lokale sundhedsbredskab, der kan assistere hospitaler, læger og det øvrige nationale beredskab ved tilfælde af et større udbrud af Corona.

 Få flere gode råd på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:  https://www.sst.dk/corona

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?