“Amager 2019” nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris

”Amager 2019” er et moderne genremaleri udført af Peter Carlsen. Maleriet er blevet nomineret til historiefestivallen Historiske Dages Fornyelsespris. Prisen uddeles til projekter, der nytænker måden hvorpå historien formidles.

I midten af 1800-tallet var genremaleriet danskernes foretrukne kilde til at formidle lokalidentitet, men siden Julius Exners romantiske amagerstuer gjorde amagerhylden til allemandseje er denne kunstform gledet ud af vores hverdag. Dette har Museum Amager og Peter Carlsen lavet om på og med projektet ”Amager 2019” genoplives genremaleriet for at komme med et nyt bud på, hvordan Amagers lokalidentitet tager sig ud når udsat for malerens pensel.

Sammen med en række andre nyskabende formidlingsprojekter er ”Amager 2019” nomineret til fornyelsesprisen, der uddeles lørdag d. 21. marts klokken 14.00 på historiefestivallen Historiske Dage i Øksnehallen i København, hvor Peter Carlsen og museumsleder Søren Mentz om søndagen holder oplæg om projektet.

Om “Amager 2019”

Billedet er et bidrag til beskrivelsen af den lokalhistoriske forandringsproces og en visualisering af det moderne Amager. Maleriet fremstiller øens udvikling fra historiske bondestuer og kålmarker til en ø præget af moderne arkitektur med ’skyline’. Maleriet er bygget op omkring de kontraster, der præger øens historie. Lokalsamfundene har også været med på råd, og Carlsen har besøgt skoler i både Tårnby og Dragør for at diskutere lokalidentitet. Den maleriske samfundsbeskrivelse og den nyskabende brug af en kendt platform åbner for tolkninger og dialog og leder tankerne hen på hvordan – og hvilket – lokalmiljø man indgår i.

Historiske Dages Fornyelsespris

Historiske Dages Fornyelsespris på 10.000 kroner uddeles årligt i forbindelse med Historiske Dage. Prisen skal fremhæve og præmiere nye, nyskabende, overraskende og anderledes måder at formidle historie og kulturarv og gøre dem tilgængelige for flere mennesker.

Der er ikke krav til prismodtagerne om en bestemt form for formidling. Prisen kan modtages af både institutioner, virksomheder, foreninger, bevægelser, projekter og enkeltpersoner, som lever op til de kriterier, der er opstillet for modtagelse. Prisen kan gives for en event, en udstilling, et nyt medie, en bog, et tv-program, en film, en radio-dokumentar, en podcast, en blog, for at have skabt et lydunivers, nyskabende arkitektur, design, tøj mv.

Prisen gives for:

  • at gøre brug af en form for formidling/tilgængeliggørelse, som ikke tidligere er set i Danmark,
  • at gøre brug af nye, ikke hidtil sete platforme og metoder, og/eller
  • nyskabende brug af kendte platforme.

Læs også:

Indvielse: ”Amager 2019”

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »