Mariam Hassanain voksede op på Amager i et miljø præget af stor forskellighed og ulighed og en hård jargon, men hun husker også en barndom på Amager med leg og kreativitet, hvor man bankede på hinandens døre og kendte hinandens familier på en måde, som man ikke gør i dag. Nu er hun familierådgiver for udsatte børn og unge og lærer dem at drømme og bryde med begrænsende normer.

Hvor er det nu, vi har set dig før?
Jeg har gået på Amager Fælled Skole, så dengang kunne man finde mig på Sundholmsvej og Amagerfælledvej – og på Amagerbrogade, selvfølgelig. Jeg gik i klub ved DR Byen tæt på Ungdomsfængslet, og vi hang ret meget ud i de forskellige gårde, når vi legede. Jeg boede på Amager fra jeg var 5 til jeg var omkring 14 år. Min moster boede ved Sundbyvesterplads, så der var jeg også en del. Vi gik meget i ”bobleren”, som vist egentlig hedder Sundbybadet.
Jeg husker det som en sjov tid med en masse lege i gårdene og mange venner. Men også med en del konflikter. Der var en hård jargon. Man skulle ikke være for blød, hvis man ikke ville mobbes. Enten skulle man trække sig ellers skulle man være hård og være med på jargonen. Jeg prøvede at være med og samtidig at holde mig lidt på afstand.
Noget af det jeg husker var, at der var denne her cafe, der hed Pelikanen på Amagerbrogade. Det var stadig lidt nyt det her med at tage på cafe. Det var det sejeste dengang, at vi kunne gå derind og drikke varm kakao med flødeskum. Og så blev vi gode venner med ejeren, fordi vi kom der så meget.
Jeg husker det også som en tid med meget leg og kreativitet. Der var jo ingen telefoner og iPads. Jeg var hjemme i mange forskellige hjem og oplevede mange forskellige lejligheder. Nogle var meget privilegerede, og andre var meget udsatte. Dengang tænkte jeg ikke over det. Det gør børn nok ikke. Det var bare sådan det så ud hjemme hos dem. Men når jeg tænker tilbage på dem i dag, er der nogle af dem, hvor jeg tænker: Det var ikke en sund familie. Jeg havde også en god veninde, der var anbragt. Hende så jeg kun hver anden weekend. I dag kan jeg ikke lade være at tænke: Gad vide, hvor de er henne i dag? Vi var bedste venner som børn, men ville vi overhovedet have noget at tale om i dag?
At vokse op på Amager, hvor der er lidt af det hele har betydet, at jeg er blevet meget mere vågen og inkluderende. Der er alle slags mennesker på Amager og stor forskel på folk. Det er mit indtryk, at det stadig er sådan.
Hvad består din hverdag af?
Jeg arbejder i familieafdelingen i en kommune. Her er jeg rådgiver for udsatte børn og unge og deres familier. Og så holder jeg workshops på skoler i København om at turde drømme og om at bryde ud af de normer og tanker, der begrænser os.
Nu er jeg flyttet fra Amager. Først til Østerbro, så til Frederiksberg, og nu har jeg købt en lejlighed i Nordvest. Jeg kan se rigtig mange ligheder mellem Nordvest og Amager. For nylig afholdt jeg workshop på Tagensbo Skole, som ligger et stenkast fra, hvor jeg bor. Det var ligesom at træde ind i min egen klasse på Amager Fælled Skole. I dag er Amager Fælled Skole blevet meget attraktiv, har jeg hørt. Men da jeg gik der, var den virkelig udfordret.
Og så prøver jeg at lave en masse aktivisme i forhold til ligestilling og diskrimination i vores samfund. Jeg er ved at lave en podcast om de emner – integration, fællesskab, sammenhold. Den handler om at give plads, og at vi alle sammen skal kunne være her med vores forskelligheder.
Jeg har været frivillig i forskellige organisationer og har været med i flere debatter og talks, og så har jeg stået for en fredsfestival, der hed Salaam Shalom, der skulle forene jøder og muslimer efter terrorangrebet på Krudttønden.
Jeg har lavet rigtig meget, men nu har jeg fået fuldtidsarbejde, så nu er jeg ikke lige så synlig længere.
Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?
Jeg har købt en lejlighed og bor med min mand nu. Det må være den største nyhed. Det har været lidt af en nyhed for mig selv, at jeg går så meget op i indretning. Jeg går op i at flytte planterne rundt og holde det hele pænt. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville interessere mig for.
Hvad er dit bedste Amager-minde?
Det er fra skoletiden. Jeg ved ikke, hvorfor det står så klokkeklart for mig, men vi havde temauge, og vi skulle vælge et emne at undersøge og præsentere. Vi valgte mobning, for det foregik der rigtig meget af dengang. Det, husker jeg, som en god oplevelse; at undersøge noget, der foregik, i dybden, præsentere det og få en god respons fra de andre og fra lærerne. Jeg ved ikke, om det gjorde en forskel. Det ved man jo aldrig med sådan noget.
Jeg husker det også som noget fantastisk, at man kunne banke på hinandens døre. Man vidste, hvor hinanden boede, man gik hen til hinanden, man mødte hinandens forældre og brugte meget tid på legepladserne ude i gården, også selvom vi blev ældre. Det foregik ikke over telefonen, som det gør i dag. Jeg er så glad for, at jeg fik lov at opleve det foregå på den måde.
Og så husker jeg Bondegården. Det var en gigantisk legeplads, hvor der var køer og grise. Det var højdepunktet, når man fik lov at komme derhen. Jeg har ikke været der siden, så det er min børnehjerne, jeg bruger nu. Jeg er ikke engang sikker på, hvor den ligger.
Jeg kan også huske, at Amager Centret lavede nogle events, hvor man kunne købe kuponer, og så kunne man enten få tegnet et portræt, få en slikpose eller en goodiebag. Det var én stor børnedag. På et tidspunkt blev der også sat en stor scene op, hvor vi skulle danse, og det blev optaget. Jeg aner ikke, hvad det var til, men det var sjovt! Og jeg fik lov til at glatte mit hår, kan jeg huske, så det var en stor dag.
Hvad er dit yndlingssted på Amager?
Amager Fælled. Helt bestemt. Jeg bruger den ikke så ofte, som jeg gerne vil, men på en god solskinsdag kan jeg sagtens finde på at tage derud og gå en tur. Det er et fantastisk sted. Og strandparken er jo blevet fantastisk, efter de har lavet den. Jeg er totalt københavnerbarn og elsker byen, men når jeg lige får lidt naturomgivelser, så bliver jeg helt rolig og elsker København endnu mere.
Hvad er dit bedste Amager-tip?
Mad og Kaffe er simpelthen så lækkert. Der har jeg været nogle gange, og dét skal man prøve. Ingolfs Kaffebar er også superhyggelig, og de har en lækker baggård. Det kan godt være, at folk allerede kender dem, men det er altså steder, man bør besøge.
Navn: Mariam Hassanain
Alder: 27 år
Beskæftigelse: Familierådgiver samt selvstændig workshopholder: mariamhassanain.com
Partner: Den bedste mand i verden Frederik aka Sassi
Børn: Ingen mini Mariam eller Frederik endnu
Vokset op på Amager
Bor nu i Nordvest
