Peter Heneberg: ”Unge skal turde lytte til den kunstner, de har nede i maven”

Peter Heneberg havde en god karriere i Københavns Politi i mange år, da han opgav den sikre karrierevej som tjenestemand til fordel for et liv som selvstændig. Nu hjælper han dem, der hjælper andre, gennem kurser i konflikthåndtering og magtanvendelsestræning på blandt andet bosteder og børnehjem.

Hvor har vi set dig før?

Det er mest de ansatte i Københavns Kommune, der møder mig. Dem, der har med psykisk syge, bosteder og fysisk og psykisk udviklingshæmmede at gøre. De kender mig, fordi jeg laver kursusvirksomhed i konflikthåndtering.

I Dragør ser man mig nok mest i den lokale karateklub, Itosu-Kai. Under corona-nedlukningen begyndte min træner og jeg at lave undervisningsvideoer til vores elever. Så jeg har stået meget hjemme i haven og lavet karate. Det er en skæg og ny måde at lave undervisning på. Forældrene siger, at de unge hellere vil træne de nye karateøvelser end lave lektier.

Jeg har for eksempel lavet kamporienteret kredsløbstræning, hvor øvelserne ligner kamp; så skal man for eksempel kaste sig ned på maven og op at slå på sandsækken, kaste sig om på ryggen og op at slå på sandsækken – så man træner kredsløbstræning, som samtidig giver teknisk træning med høj intensitet. Du får sved på panden, og det ligner en kamp mod en modstander. Selvom øvelserne fungerer godt på video, så er der meget af karatetræningen, der ikke kan overføres til onlinekurser – man mangler jo en makker.

Men jeg tænker meget over det i min virksomhed; om jeg kan udbyde mine konflikthåndteringskurser virtuelt i fremtiden også, hvis der skulle komme en andenbølge af corona.

Hvad består din hverdag af?

Enten efterforsker jeg for Dyrenes Beskyttelse, eller også laver jeg kursusvirksomhed i konflikthåndtering, nødværge og magtanvendelsestræning. Jeg tager rundt og laver ledelsessparring og supervision med teams hos bosteder. Min virksomheds overskrift er: Hvem hjælper dem, der hjælper de andre? Hvem passer på personalet på bostederne, når de bliver overfaldet af beboere?

Jeg var tidligere som politimand selv den, der hjalp ude på gader og stræder, så jeg synes, det er en stor ære at få lov til at møde det personale, der tager sig af dem i vores samfund, der er allermest udfordrede og har det allersværest.

I 2009 fik jeg ideen og udviklede på den. Jeg lavede mine første kurser i 2010, og så gik jeg selvstændig i 2011. Mine kurser er krydrede med erfaringer fra militæret og politiet og kurser og uddannelse fra Niels Brock. Jeg lærer medarbejderne at håndtere sig selv, situationen og borgeren, når samspillet er udfordret. Det kan være både mentalt, fysisk, verbalt og følelsesmæssigt.

Jeg hørte engang en sanger, der blev spurgt: Hvor får du dine ideer til dine sange? Så svarede han, at det var ikke en ide, han fik, det var bare noget, han var nødt til at gøre. Og det kan godt lyde lidt ideologisk, men det var faktisk sådan, jeg havde det. Jeg kunne se, at jeg kunne gøre andre mennesker mere sikre, og jeg var nødt til at prøve det af.

Når jeg arbejder for Dyrenes Beskyttelse, efterforsker jeg mod ulovlige hvalpefabrikker og ulovlig import af hvalpe til Danmark. Der bruger jeg mine kompetencer som tidligere politimand. Jeg har været skræmt over at se, hvor voldsom og hvor stor den kriminalitet er – og hvor mange penge, der er i det.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

 Jeg har fået lov til at hjælpe en ny faggruppe – personalet på to store børnehjem. De arbejder med børn, der kommer fra samspilsramte familier. Børn, som er voldsomt omsorgssvigtede. Det har været enormt øjenåbnende for mig. Og så har det været en meget stærk oplevelse at møde personalet på hjemmene og høre, hvor hårdt deres arbejdsmiljø kan være.

Jeg plejer at sige til dem: Jeg har stået på Nørrebro og fået kastet sten efter mig, og jeg er blevet overfaldet med kniv. Det har jeg ikke nogen problemer med. Men at skulle putte en 5-årig pige, der har været misbrugt af sine forældre og omsorgssvigtet – så ville mit hjerte græde fra nu af og til juleaften. Men de gør det, personalet. Og når de gør det, så kan de små mennesker få det svært og blive udadreagerende, og her kan jeg hjælpe, så de får kompetencer til at håndtere det.       

Hvad er dit vigtigste budskab til andre?

Jeg kunne godt tænke mig at fortælle unge mennesker, at de godt kan skifte spor. De skal turde lytte til den kunstner, de har nede i maven. Vove pelsen og springe ud i det.

Jeg var jo tjenestemand og politiuddannet. Jeg havde været der i 13 år. Jeg havde gjort en god karriere og kunne sagtens være blevet der. Men der var så meget inden i, der ikke kunne lægges låg på. Ideen kunne ikke lade være. Den skulle bare ud!

For mig handlede det meget om tryghed, at jeg ikke tog springet tidligere. Og så også troen på det: Kan det bære? Er der nogen, der gider det her? Jeg stoppede først i politiet, da jeg havde en garanti for, at det kørte. Jeg havde fulde regnskabsår på den måde, at jeg kunne have levet af min butik tre år før, jeg turde. Jeg tog mange nattevagter for at kunne holde kurser om dagen. Og så gik jeg ned i tid. Men hver gang jeg investerede én time i min drøm, så udmøntede den sig i fem timers reelt arbejde, fordi den time kastede et kursus af sig. Så det løb hurtigt løbsk. Da jeg gik fra 37 timer i politiet ned til 32 timer, kunne jeg slet ikke følge med. For jeg fik pludselig tid til at udvikle og gøre tingene federe. Og da jeg gik ned på 25 timer, fungerede det slet ikke. Men jeg holdt fast i politiet, så længe jeg kunne på grund af trygheden.

Og så var jeg ansat i røverigruppen, og jeg brændte enormt meget for røveriefterforskningen. Det handlede også om at hjælpe andre og reetablere noget tryghed. Men efter terrorangrebet på Krudttønden, blev Københavns Politi enormt presset, og jeg blev sendt ud i lufthavnen til at gå rundt med en maskinpistol. Det var nødvendigt på det tidspunkt, men mit egen personlige behov for at hjælpe andre mennesker blev for utydeligt for mig. Når jeg så kom tilbage til mit skrivebord, var der mennesker, der ikke havde fået min hjælp efter et hjemmerøveri eller gaderøveri, fordi jeg stod bevogtning et andet sted. Det skubbede også til, at jeg fik taget det sidste skridt til at blive selvstændig. Jeg bliver stolt og glad over at kunne hjælpe nogen, der har det svært. Det motiverer mig til at gøre det igen i morgen.

Har du et minde fra Amager, der står særligt frem?

Jeg har været politimand i Københavns Politi i mange år. Jeg har mange! Men det kunne også være min tid som amatørskuespiller på Tårnby Gymnasium. Jeg husker særligt sammenholdet og den bekymringsløshed, der var da vi gik i gymnasiet og bare mødtes i teatertruppen og spillede teater, drak øl og skabte os åndssvagt. Vi spillede Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame som de store forestillinger og så en masse små.

Jeg optrådte også med ”Sleeping my day away” til forårskoncerten. Det var ikke et af mine finest moments. Der opdagede jeg, at jeg ikke kunne synge rock. Men pop og musical gik meget godt.

Hvad er dit bedste Amagertip?

Solnedgangen fra Sydvestpynten! Min datter og jeg tog derud på motorcykeltur og så solen gå ned. Det var rigtig hyggeligt. Lige ude for enden af Kalvebodvej på grusparkeringen.

Eller udsigten fra Kongelundsfortet – den er også god. Og så skal man lige huske at nyde freden, mens der ikke er så meget flytrafik.

Læs mere om Peter på nitop.dk

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?