Varmen er over os, og allerede i formiddags måtte Dragør Søbad melde alt optaget. Derfor er det nu besluttet at nedlægge herreafdelingen fra klokken 11 i weekenden.

Af Pia Melander Guilbert
Det er første gang i Dragør Søbads historie, men den er god nok: Lørdag og søndag nedlægges herreafdelingen fra klokken 11, så der er fri adgang for alle.
I dag var klokken lidt 12, da badeanstalten måtte melde ud, at alt var optaget, og der ikke ville blive lukket flere ind, før nogen gik hjem. Og hvem går hjem, når det endelig er blevet SÅ varmt?!
Stadig mandeforbud hos damerne
Årsagen er naturligvis corona-reglerne, der dikterer, at der skal være fire kvadratmeter pr gæst.
– Vi har regnet os frem til, at der kan være 50 i dameafdelingen, 23 i herreafdelingen, 2×25 i midterafdelingen plus 30 gæster på terrassen mod stranden, fortæller bademester Tanya Ingwes.

Nu er der måske en herre eller to, der havde håbet på, at de så også fik adgang til dameafdelingen, men det er ikke tilfældet:
– Oftest er der kun omkring ti mænd i herreafdelingen, mens dameafdelingen altid er fyldt. Derfor besluttede vi, at det var mest rimeligt at nedlægge herreafdelingen, konkluderer Tanya Ingwes.