Du har måske set hende bag kassen i Netto eller i dine børns institutioner. Det kan også være, du er stødt på hendes nyeste ide VIKSFIX. Men vidste du, at Viktoria Elling er færdiguddannet parterapeut og sexolog lige om lidt? Amagernyt har mødt hende til en snak om at skifte spor, gå med intuitionen og ikke udskyde det, der gør en glad. Det lærer man blandt andet, når man går hjemme med en syg datter.
Hvor har vi set dig før?
I er nok stødt på mig, lige siden jeg var 15 år og begyndte at arbejde i Netto. Det gjorde jeg både ved siden af skolen og ved siden af HF, og mens jeg læste til pædagog. Siden blev jeg færdiguddannet og har arbejdet herude som pædagog på en SFO og i en børnehave. Jeg har også været lidt tilbage i Netto i en periode, så jeg bliver genkendt både derfra og fra pædagogverdenen. Når man har været herude i så mange år, så bliver man bare genkendt – og det er superhyggeligt! Jeg kan godt lide, at vi hilser på hinanden på gaden.
Efter at have været hjemme med min datter i nogle år, fordi hun var syg, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde lyst til både at have små børn hjemme og arbejde med små børn. Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville gøre noget selv. Jeg kan godt lide at gøre noget, der er lidt anderledes, lidt sjovt og lidt usikkert. Så det med at have et 8-16-job i en børnehave eller SFO, det var ikke det, jeg skulle. Efter at have været hjemme med en syg datter, tænkte jeg: Det er nu, man skal gøre det, der gør en glad. Man skal ikke vente og se tiden an. Det er nu. For måske er det for sent om lidt. Jeg følger altid min intuition, og jeg risikerer gerne noget for at flytte mig, når min intuition siger, jeg er det forkerte sted.
Jeg sagde min pædagogstilling op og gik tilbage til Netto for at få et job. Jeg havde brug for tid og fleksibilitet til at finde på noget andet. Jeg kan rigtig mange mærkelige ting. Både med håndværk og med mennesker, så jeg startede VIKSFIX hverdagshjælp. Jeg lavede et opslag og bad mit netværk i Dragør om at dele det. Der gik 14 dage, og så var min kalender fuld. Folk er netop trygge ved, at de føler, at de kender mig, fordi de har set mig før herude.
Hvad er den største nyhed i dit liv?
Om to uger er jeg færdig som sexolog og parterapeut. Siden jeg var 18 år, har jeg haft lyst til at tage den uddannelse, men så fik jeg børn og arbejde, det blev hverdag, og tiden var der ikke til det. Ikke før mine børns far og jeg gik fra hinanden for et par år siden, og jeg fik fri hver anden weekend.
Jeg ved ikke endnu præcist, hvad jeg skal bruge den til. Jeg overvejer virkelig at købe en camper – en rugbrødsbil – hvor jeg kan tage kontoret med mig og have klienter forskellige steder, hvor der er brug for det. Det bliver nok sværere at få klienter lokalt end at få rengøringsjobs lokalt. Det vil nok være for følsomt for nogle at tale så privat med en, man genkender fra bybilledet.
Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med unge og seksualundervisning. Og de må gerne bare ringe med spørgsmål. Det kan godt blive lidt klinisk, når man ringer til for eksempel Sexlinjen eller har seksualundervisning med sin skolelærer. Det kan være, at jeg kan holde et sted i min fremtidige bil, hvor man kan kigge forbi med spørgsmål i et bestemt tidsrum. Jeg vil gerne skabe et rum for dem, der er unge og usikre, så de har mulighed for at henvende sig, uden at det bliver for omstændigt. Jeg ville gerne have vidst noget mere om det menneskelige, dengang jeg fik seksualundervisning i skolen. Det blev mere klinisk og biologisk – måske fordi det ofte er elevernes egne lærere, der står for det.
Hvor er dit yndlingssted på Amager?
Jeg elsker at være hjemme. Jeg synes, Dragør er fantastisk. Havnen er hyggelig. Den gamle by er hyggelig. Kongelunden er god at gå ture i. Men for mig er det bedste sted derhjemme. Der er jeg i mit es. Da jeg var barn, var det bedste sted at være taget på vores hus. Vi legede i skoven og stod på rulleskøjter i byen, men det bedste, jeg vidste, var følelsen af at være hjemme og at være alene oppe på taget.
Da jeg var yngre tænkte jeg: ”Jeg skal bare væk fra denne her by!”, så da jeg var 18, flyttede jeg til Valby. Men da jeg fik et barn, gav det så god mening at flytte tilbage til alt det genkendelige og til min familie. Og nu bliver jeg herude for altid.
Hvad er dit bedste Amager-tip?
Det er at gå ned til havnen – men ikke derned, hvor der er mange mennesker. Dengang jeg var barn, elskede jeg at hoppe fra sten til sten, og i dag kan jeg stadig godt lide at sætte mig ned til vandet ude på stenene, hvor der er helt fredeligt.
Mig og mit Amager er historier om Amagerkanerne. Vi har set hinanden på gaden. Vi genkender hinandens ansigter. Vi bor tæt. Men vi kender ikke alle de spændende livshistorier og erfaringer, vi har i fællesskab. De historier fortæller vi i Mig og mit Amager.
