Dragør Ungdomsskole: ”Alt er – næsten – som det plejer”

I foråret måtte Dragør Ungdomsskole sammen med resten af Danmark afbryde deres forløb, aflyse forårets arrangementer, udflugter og rejser og afvente yderligere instruktioner, mens eleverne blev derhjemme. Nu er det nye program klar, og det er – næsten – som det plejer.  

Nu er Ungdomsskolen klar med efterårets program, og tilmeldingerne strømmer ind, præcis som de plejer. Programmet er også næsten tilbage til normalen.

”Alt er næsten som det plejer,” fortæller Martin Sleimann, der er programansvarlig i Dragør Ungdomsskole, ”vores hold er i forvejen mindre end en almindelig klasse, så der er god plads til at holde afstand. Og så bliver der selvfølgelig sprittet af. Vores skitursdestinationer er i skrivende stund sikre og godkendte, men ellers er der færre udlandsrejser end normalt.”

Flere af de traditionelle, populære ture måtte opgives på grund af corona-restriktioner hen over sommeren. Det gjaldt blandt andet den årlige tur med Fulton. Det blev i stedet en dagstur. Teaterholdet måtte også aflyse den forestilling, de unge har trænet til hele året.

I podcaststudiet på St. Magleby Skole.

Nye hold på programmet

Årets nyhed er musikproducerprogrammet, hvor Ungdomsskolen har fået fingrene i en underviser, der har arbejdet med flere af de store danske kunstnere som blandt andre Karl William og Barselona.

Dette efterår kan du også møde en ny lærer i Louises Køkken. Der er blandt andet vegetarretter, snacks og fritter på programmet. De unge kan også hoppe med på den digitale trend og tilmelde sig online madlavningsholdet, der udbydes i samarbejde med ungdomsskoler fra andre kommuner. Fire torsdage i træk mødes de unge fra hele landet online og laver mad sammen. Ugen inden undervisning har de fået tilsendt en opskrift og en indkøbsliste.

Iværksætter bootcamp og kunstneriske krea-hold

Kender du en ung med en forfatter, en skuespiller, en iværksætter eller måske en podcaster i maven? Der er gode muligheder for at folde sig kunstnerisk ud dette efterår.

På kreativt skrivehold arbejdes der med persongalleri, skrivestil og spændende plot. Her lærer de unge både ved at skrive selv, læse hinandens tekster og give feedback, men også ved at se gode film for at lære om storytelling.

På podcastkurset lærer du om fortælleteknik, stemmetræning, optagelse og redigering. På de tre mødegange når du både at opfinde, optage, redigere og udgive din helt egen podcast.

Teaterholdets afsluttende forestilling i 2019.

Teaterholdet gør atter klar til en ny sæson, der forhåbentlig denne gang får lov at munde ud i en forestilling til foråret, hvor hele byen er inviteret. Indtil da skal de græde, grine og slås. Imitere, provokere og improvisere. Holdet er berømt for at knytte stærke bånd mellem de unge, og underviser Emil Bues erklærede mission er at øge de unges selvtillid og selvværd.

Drømmer du om at blive god til at få idéer? Designe, teste og skabe et produkt? Så skal du med på Iværksætter Bootcamp. I samarbejde med Kids Island, der underviser på holdet, skal de unge lære at designe og udvikle løsninger i et spændende møde med virkeligheden.

De omtalte hold er kun et lille udpluk af efterårets program. Du kan se det fulde program på www.dragoerungdomsskole.dk.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?