Det bliver ikke nemmere for alle os, der er glade for good old England i de kommende år. Bortset fra al bøvlet med at komme dertil, muligvis med visa og særskilt sygeforsikring, så bliver det også dyrt at hente engelske varer hjem til Danmark. Det kan jeg tale med om. Hør bare:
Da jeg endnu boede hjemme hos mine forældre, for hundrede år siden, var betingelsen for at spille i et pigtrådsorkester, at jeg skulle gå “rigtigt” til spil og lære noder. Glæden ved at være den ene af de fire musikere i “Baby Face” var så overvældende, at jeg hver mandag eftermiddag traskede afsted med min spanske guitar til musikpædagog Asta Lundquist, der med brosche på brystet og knold i nakken ventede på sin elev.
Fru Lundquist var en striks dame, der godt kunne finde på at skælde ud, hvis man ikke havde øvet sig i fingerspillet hjemme siden sidste lektion.
Kunne man spille et lille stykke af Händel – uden fejl – kunne der til gengæld vanke en godbid. Det var ofte en blød solbærpastil af mærket “Allenburys”, der lå i en fin blikdåse med information om den velsmagende pastils mange sunde egenskaber.
Pastillerne smagte vanvittigt godt, og en dag tiggede jeg min mor om at få en dåse Allenburys. De kunne kun fås på apoteket, og min mor fik et chok, da hun fandt ud af, at de kostede sådan ca. 100 kroner i nutidens penge for en dåse.
Jeg fik streng instruks om kun at spise en om dagen, idet jeg ellers kunne spise hele familiens månedsbudget op i solbærpastiller.
Som voksen købte jeg af og til en dåse, indtil de forsvandt fra det danske marked for en del år siden. De har i mellemtiden skiftet navn til “Grether’s pastilles”, fremstilles efter en schweizisk opskrift, men distribueres tilsyneladende af en virksomhed i England.
Og her kommer det: Forleden ville jeg – efter i nogle år ikke at have spist solbærpastillerne – købe en ny forsyning. Jeg gik på nettet, og det viste sig, at de nu kostede 295,- for en dåse. Ganske vist i stor størrelse, men alligevel: Der er ikke flere pastiller end i et par store pakker Gajol, men jeg købte dem alligevel. De smager godt…
Et par dage efter kom – ikke pastillerne, men et brev fra Post Nord og TOLD.
Det var en opgørelse. Der skulle svares importafgift af købsprisen på de 294 kroner. Det viste sig at være 45 kroner, men hertil kom noget, som PostNord kalder håndteringsafgift, 128 kroner + moms 32 kroner – ialt 160 kroner. Med importafgift ialt 205 kroner. Hvis ikke jeg slap slanterne ville de ikke udlevere mine solbærpastiller, der nu stod mig i 500 kroner – for en dåse.
Så begynder det at ligne noget, der med rette kan kaldes for verdens dyreste vingummi.
Så da jeg – endelig – fik mine pastiller, kostede de noget i retning af en 10’er stykket. Det tror folk ikke om noget, der ligner en rød vingummi fra Haribo, så da min ven, håndboldtræneren, blev budt en, holdt jeg skarpt øje med, at han ikke, som han plejer, snuppede en håndfuld. Han kunne have slugt for en hundredekroneseddel på et øjeblik.
“De smager godt”, sagde han.
“Jeg har ikke flere”, svarede jeg.
Og det er også sandt, sådan at forstå, at jeg i skrivende stund i al fald ikke har flere. Og jeg er bange for, at jeg heller ikke får det.
500 kroner!!
Og på samme måde med mange andre varer fra England, de bliver simpelt hen for dyre.
Og så er der alle de andre problemer, englænderne får efter deres afsked med os andre. Allerede nu er de engelske musikere, der iøvrigt stemte for Brexit, ved at himle over, at de skal søge arbejdstilladelse i 10-15 lande, når de skal på tourné i Europa.
Det troede de ikke, de skulle.
Bare vent, dét – og meget andet engelsk piveri – skal vi nok komme til at høre mere om i det nye år…
Jeg kan ellers gode lide englænderne, men den afstemning – den syntes jeg ikke, de var heldige med.
Det skal der nok være nogle, der ikke er enig med mig i. Til dem – og alle andre:
God weekend…
