Forårsfornemmelser…

De af læserne, der har fået et forkert indtryk af overskriften, bliver slemt skuffede nu.

For begrebet forårsfornemmelser dækker over andet og mere end forplantning og hvad deraf følger.

Det ved De og jeg naturligvis  – og kan dermed fortsætte læsningen uden selskab af den gruppe mennesker, der misforstår alting og forhåbentligt nu har forladt læserskaren.

For jeg vil bare fortælle, at jeg rigtigt kom i forårshumør i går eftermiddags, da jeg – omsider – var kommet på cyklen og kørt årets første cykeltur. Noget sent måske, men det har jo været koldt…

På en stille villavej overværede jeg et lille optrin, der til alt held fik en lykkelig udgang:

To piger i 11-års alderen kom kørende, side om side, på fine rulleskøjter. Jeg kunne se på den noget usikre kørsel, at de, som jeg, var på årets første køretur ved egen kraft.

I et lille vejkryds gik det galt: De ramlede sammen og landede på halen begge to. Jeg så straks, at de ikke havde slået sig, forældrene havde forsynet dem begge med knæbeskyttere og styrthjelme. De var begge godt polstrede.

“Du sagde altså at vi skulle dreje her”, lød det bebrejdende fra den ene..

“Nej, jeg gjorde ej, du skal have vasket dine ører”, var det fortørnede svar.

“Nu lyder du ligesom min mor…”

De brød ud i en jublende latter, hjalp hinanden på benene og kørte videre.

Og jeg kunne konstatere, at meget har verden ikke forandret sig på de år, der er gået, siden jeg selv kørte på rulleskøjter, sådan ca. for 55 år siden.

Et klassisk forårstegn: Børn på rulleskøjter, nu er det forår…

Jeg syntes selv, at jeg kørte forrygende stærkt dengang. Der blev naturligvis arrangeret kapløb, fra den ene ende af gården til den anden i den ejendom på Nørrebro, hvor jeg boede som dreng. Der var den igen…

Jeg plejede at vinde over brødrene Heskov – indtil deres storebror Torbendukkede op. Når han kom, så var festen slut: “Jeg skal ind og spise”, sagde jeg og forlod stedet med al den værdighed, en 12-årig dreng med tophue og lakrids  i mundvigen kunne opbyde.

Og helt galt gik det, da vinteren vendte tilbage. Nu skulle rulleskøjterne skiftes ud med isskøjter.

De sidste er ikke helt nemme at balancere på, og der gik en times tid, før jeg kunne bevæge mig sådan nogenlunde sikker ud på isen, da de var spændt på for første gang.

Nu ville tilfældet, at min fætter dukkede op: Et år yngre – og et hoved mindre end jeg.

“Vil du løbe om kap, Fætter Finn”, spurgte han troskyldigt.

Meget gerne. Nu skulle jeg vise ham.

Hopsa, 1-2-3: Så gik det løs.

I begyndelsen som ventet, med mig nogle skridt foran, barnemad…

Indtil min lille fætter foretog nogle dansetrin, kørte foran mig og vendte sig om. Kørende baglæns kørte han nu legende let fra mig og vandt med en halv banelængde.

Det var forbigået min opmærksomhed, at flaben, han hedder Knud,  i mellemtiden var begyndt at spille ishockey på et drengehold og iøvrigt lige var blevet udtaget til et udvalgt Københavnerhold.

“Skal du hjem allerede”, spurgte han.

“Ja, jeg skal hjem og spise…”

Episoden sidder fastnaglet i min hukommelse den dag i dag, desværre også i hans. Og bliver genfortalt, når jeg bliver for dygtig.

Den kan imidlertid ikke ødelægge den forårsfornemmelse, der kom op i mig i går, hvor forventningerne til fyraftensøl, cafébesøg og hyggeligt samvær nærmer sig med hastige skridt.

Indtil da – god weekend…

 

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?