Når enden er god…

Jeg sidder i mine egne tanker på toilettet og bliver først nærværende, da jeg konstaterer, at der ikke er skyggen af en toiletrulle på badeværelset. Men ingen alarm – jeg strækker mig frem mod skabet under håndvasken, for her ligger otte ruller, og fingerfærdigt bryder jeg plastikemballagen og ud triller fire køkkenruller…

Endnu en gang har jeg ikke læst, hvad der står på forsiden, og jeg er ellers meget kritisk med netop den husholdningsartikel. Jeg køber kun ruller i to lag. Jeg hader de lamse-bløde ruller i fire lag.  Toiletpapir skal tages alvorligt, og jeg griner ved mig selv, da jeg kommer i tanke om et tv-indslag, hvor en kvinde bliver spurgt om, hvad hun synes om supermarkedet Lidl. Hun svarede: ”Jeg handler ikke i Lidl, men deres toiletpapir er godt!”

Så var det sat på plads, og jeg kunne fundere over, om ikke også køkkenrullerne var på sin plads. Bagdelen har da antaget en størrelse XL, da jeg har siddet på min flade i 365 dage og begrædt, at coronaen har frarøvet mig et livsår!  Og det er en vigtig kendsgerning, når man er 81.

Nu mens jeg sidder her på badeværelset, kommer jeg i tanke om, at jeg ved en tidligere lejlighed er blevet taget med bukserne nede om haserne, da jeg kom i en kritisk situation. Jeg kunne mærke, at den var gal med maven. Det pressede på, og det gjorde ondt. Jeg strøg lige over på Herlev Hospital og hen til skranken, hvor jeg hviskende fortalte damen, at det kneb med at komme på toilettet,

Jeg blev henvist til en ventekabine ude bagved – og der skete ikke en skid (!) – altså at der kom nogen og hjalp mig. Til sidst var smerterne så store, at jeg løb rundt på gangene og brølede som en gal tyr. Børn veg forskrækket tilbage og gemte sig bag forældrene. Personalet beklagede, at der ikke var læger til stede, fordi de var optaget af akutte indlæggelser.

Pludselig fik jeg øje på en mand i hvid kittel. Han var i færd med at trække en kop kaffe i automaten, og han meddelte mig, at han havde pause. Desperat tog jeg fat i ham, rystede ham og så truende ud. Han glemte kaffen og snerrede: ”Så læg dig op på briksen.” Derefter tog han en gummihandske på og jagede hånden op i min bagdel. Han masserede mine skrigende tarme, stak mig et gammel Se & Hør i hånden og sagde: ”Gå ud på toilettet, læs bladet og dit problem er løst om 5 minutter.” Der gik kun den halve tid. Jeg blev ramt af træthed, mens en stor tilfredshed bredte sig i kroppen. Da jeg forlod området, hilste jeg venligt på de forskræmte børn. I dagene efter kom jeg til tre undersøgelser for tarmene, og undersøgelserne mundede ud i, at alt igen var fint.

Min egen læge mente, at jeg kunne lette tilværelsen ved at tage nogle Magnesia piller. Men det hjalp ikke noget, hvilket skyldtes at jeg havde taget fejl af medicinglassene og i stedet slugte to KODY Magnyler hver morgen. Nå, så havde jeg da ikke hovedpine i den tid der gik, inden fejlen blev opdaget. Læseren har sikket bemærket, at jeg i denne uge har haft svært ved at finde på noget fornuftigt at skrive om. Men kan man ikke sige, ”når enden er god,” er alting godt!

 

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »