Tiden for et forestående normalt hverdagsliv ligger foran mig. Det første stik er i hus, og det næste får jeg på onsdag. Dermed vil jeg fremstå som ”prima aus Dânemark.”
Der er i hvert fald ikke noget i vejen med tyngden i kroppen. Vægten viser tallet 90, og så kan jeg i skuffelse hoppe og springe: Dommen over et år med et sølle sportsliv har krævet sin pris.
Når jeg tager brusebad, kan jeg se, at jeg har fået ”mormorarme.” Undersiden af armene ligner bælgen på en harmonika, og der forestår et stort reparationsarbejde.
Heldigvis har jeg Hjerteforeningens gåtur hver onsdag. Men fem kilometer kan ikke ændre på forfaldet. Jeg hænger på feltet, så godt jeg kan. Mine kvindelige ledsagere kender kun en vej frem: Lange skridt og svingende arme! Jeg tvinger mine ben frem, mens jeg inde i mig selv siger: ”Du er en mand, der en gang har repræsenteret Danmark i tre landskampe, hvor du har løbet 400 meter. Tag dig sammen…”
Og når jeg vakler hen til bilen, kan jeg dårligt skubbe sædet tilbage. Forude venter et brusebad og en tur på sofaen, indtil jeg igen er tilbage i normal tilstand, hvor jeg får nye kræfter med frokosten tilsat et stort glas rødvin. Efterfølgende slapper jeg af med jævnlige dyk i slikposen. Det er et stygt syn at se et menneske ødelægge sig selv på den måde.
Hovedet har det heller ikke for godt. Det snurrer hele tiden oppe under det sparsomme hår. Og jeg føler, at jeg er ved at miste kontrollen over mit ellers gode overblik. Jeg får en mail fra min nabo Hanne, som tilføjer: ”Din hilsen var måske til Hansen?” Hvad mener hun med det? Da jeg går ind i rubrikken ”sendte mails,” kan jeg se, at jeg har skrevet ”kære Hansen” og ikke ”kære Hanne.” Forklar mig lige, hvad der sker.
Min digitale kalender gør mig forvirret. Hvornår er det nu, at jeg skal til tandlæge? Heldigvis tikker tiden ind på telefonen, og Hjem-is svigter heller ikke. Den har lagt sig ind på min telefon – mod min vilje – og fortæller, at nu holder bilen ude på vejen.
Dagen begynder også skævt, når jeg ligger i sengen og kl. seks lytter til radioens program 1 med døgnets nyheder. Medarbejderne prøver på at undgå tekniske fejl. Det er stort set umuligt at gennemføre et gnidningsfrit interview, fordi forbindelsen ikke virker. Dog indtil medarbejderen udbryder: ”Undskyld, jeg har trykket på en forkert knap.”
Jeg er ikke selv for god, når jeg skriver klummer. Jeg laver mange slåfejl – og grammatiske fejl. Jeg har mest lyst til at krølle det hele sammen. Men det kan ikke lade sig gøre med en computer. I gamle dage satte man et stykke papir i skrivemaskinen og klampede videre, indtil farvebåndet gav op. Og var man ikke tilfreds med det skrevne, kunne man krølle papiret sammen og smide det i papirkurven.
Nu er der tid til at gøre noget ved depressionen, så jeg tager kondiskoene på og sætter kursen mod skoven. Hovedet skal gennemluftes. Om fem dage ser omverden forhåbentlig et mere roligt menneske, når jeg går ind i det hvide telt og får stik nr. to.
