Jeg kan godt lide, at der er ordentlighed i aftaler. Derfor udregner jeg min køretid til vaccinationscentret, så jeg ankommer på klokkeslæt og stikker armen frem for at få stik nr. to. Jeg har mødetid 12.10 og to minutter senere, klokken 12.12, spritter sygeplejersken overarmen af og siger: ”Det var så det.”
Jeg går til venterummet og sidder 15 minutter for at være sikker på, at jeg ikke er svimmel. Det er et prægtigt syn at skue ud over lokalet. Her sidder vi med en gennemsnitsalder på 80, og ligner det vi er: Nogle ældre der snart gerne vil tilbage til familie, venner, træning og møder i strikke- og kortklub. (og vægtløftningsklub.)
Da jeg kommer ud fra venterummet, træder jeg ud i det herligste forårsvejr. Jeg misser med øjnene og føler i hver fiber, at jeg er tilbage i hverdagslivet. Dan Turells ord står i flammeskrift: ”Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den.
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen.”
Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Hvor er vi danskere heldige, at vi bor og lever et sted, hvor samfundet sætter pris på os. I avisen læser jeg om katastrofen i Indien. Her dør folk, fordi der ikke er ilt nok på hospitalerne. En mand kører rundt på sin knallert med sin dødssyge kone på bagsædet – han er på jagt efter livgivende iltbeholdere. Jeg synes, det er skræmmende, og vi kan ikke gemme os i ”Danevang,” da vi er filtrede ind i de andre verdensborgere.
Vores problemer er mere jordnære, når vi bander over, at bankerne opkræver renter af indestående beløb, og vi brokker os over de forhindringer, vi skal overvinde for at kunne komme på restaurant. Mit næste trin er at få et Coronapas, men sygeplejersken siger, at jeg skal tage det med ro nogle dage endnu. ”Vi skal jo lige se, om vaccinen har virket,” siger hun.
Men ved hjemkomsten slår jeg græsset foran huset, sørger for, at forårsblomsterne, der står i krukker, ikke får nattefrost simpelthen ved at flytte dem ind i skuret, folde hænderne og håbe det bedste. Den første ”Flittige Hans” har opgivet ånden.
En umådelig energi stråler ud fra min krop. Jeg flår sengetøjet af og smider det i vaskemaskinen, jeg støvsuger hele huset og finder spindelvæv bag radiatorerne. Jeg åbner vinduerne og fremprovokerer gennemtræk i huset, går ned i kælderen og slår varmen fra på gasfyret. Nu er det sgu forår – det nye liv begynder præcis i dag.
Om aftenen ligger jeg i sengen i velduftende sengetøj, strækker tæerne ud og tænker på, at FCK i den næste hjemmekamp får publikum inden for dørene og AGF – af alle – som modstander nede på den velplejede græsbane. Hvad kan man forlange mere af forventet dramatisk underholdning?
Men lad os tage en ting af gangen og slutte med endnu et Dan Turell citat: Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.
