Politistationen på Kamillevej er genåbnet – og Louise er sammen med to kolleger “vores” lokale politibetjent. Hun er glad for det gode samarbejde med borgerne, fortæller hun.

Af Sidse Seiding Larsen
Så er den lokale politistation genåbnet, og en af betjentene, Louise, der er “din” lokale politibetjent i Dragør, fortæller:
“Arbejdet som politibetjent giver god mening for mig. Man kombinerer arbejdet med mennesker, nære relationer og opgaver, hvor man aldrig helt ved, hvad man kommer ud til, men man yder altid sit bedste og løser opgaven på den mest hensigtsmæssige måde”.
Louise, der sammen med to andre nærbetjente har særligt fokus på Dragør, Kastrup og Tårnby, er utrolig begejstret for det tætte samarbejde med borgerne, hun oplever: “De fleste er utrolig glade for politiet og vores funktion. Jeg oplever en generel god tone, hvor folk oprigtigt er interesserede i at få hjælp af os”.
Borgerbetjening
Hun fortsætter: ”Den nye politiske aftale, som bl.a. betyder, at vi kan åbne for borgerbetjening på Kamillevej igen, gør, at borgerne kan komme og henvende sig på politistationen. Samtidig vil vi fortsat være til stede ude i deres nærområde, så der kan de også altid bede om hjælp. Vi gælder os til at fortsætte den åbne dialog med borgerne og opretholde vores synlighed på Amager”, siger hun.
En politiske aftale fra 2020, om mere nærpoliti i hele landet, er vedtaget. Dette betyder blandt andet øget synlighed af politiet i nærområderne.
Der vil blive oprettet 20 nye politistationer, hvor én af dem er politistationen på Kamillevej i Tårnby Kommune.
15 timer ugentligt
Nærpolitistationerne skal være base for lokalpolitiet i det pågældende område og have åbent for fysiske henvendelser mindst 15 timer hver uge.
Det fremgår af aftaleteksten fra forligspartierne, der udover Socialdemokratiet, består af alle Folketingets partier undtagen Venstre, Liberal Alliance og Alternativet. Det nye for Kamillevej 3 betyder, at det nu ikke kun er nærpolitienhed, men også er et sted, hvor borgerne kan rette fysisk henvendelse til politiet.