Gastronomens livret: En fedtemad med løg, æble og grever…

 

Ja, De må gerne synes, at det er et simpelt og lavkulturelt emne, men nu, hvor sæsonen og forholdene rigtigt tillader middage både ude og hjemme, så synes jeg alligevel jeg vil bringe i erindring, dengang jeg i min egenskab af journalist på et stort ugeblad ulejligede en større gruppe kendte teatermennesker og udbad mig navn og opskrift på deres livret – efter teatertid.

Eller natmad, om De vil.

Ideen til denne enquete opstod efter læsning af Paul Erik Christiansenshyggelige bog “Efter teatertid – skuespillerinder i køkkenet”.

Heri kan man bl.a. læse, at Jytte Abildstrøm holder af en ovnstegt kalvesteg, Helle Hertz af kødpostej, Lis Løwert af mørbradfad, Malene Schwartz af Beuf Americaine og Susse Wold af kold høne i grønt.

Det sidste repræsenterer dog en anelse af nutidens modespisning, og det er muligt, at damerne havde svaret anderledes i dag end for 50 år siden, hvor bogen udkom.

Det pudsige er, at man kan se, at datidens modelune var flutes til stort set alle varme retter, hvor sovs og kartofler tilsyneladende var bandlyst blandt de kendte damer.

I dag er det kødet, der er bandlyst, og man kan næsten ærgre sig over, hvis man ikke lever længe nok til, at det bliver alt det grønne, der bliver bandlyst.

For alt har sin tid, som Prædikeren fortæller i sin bog, og ham tror jeg mere på end en tilfældig modekok.

Jeg er træt af alle dem, der lader sig diktere af tidens modeluner, og jeg spiser stadig en hakkebøf med største fornøjelse og uden at rødme.

Og når det kommer til stykket har de fleste af os, der er vokset op med det danske køkken, stadig – til dels – de samme livretter. Jeg kender f. eks. næsten ikke nogen, der ikke kan lide stegt flæsk med persillesauce – udlændinge med, iøvrigt. Hvis vi ser bort fra de, det holder sig fra denne spise af religiøse grunde.

Flæskesteg med sprød svær og brun sauce og rødkål er også svær at sige nej til for mange danskere – selv om nogen finder en lidt finere betegnelse for retten end den lidt plumpe flæskesteg.

Jeg mener, at det er kokken Claus Meyer, der engang forklarede, at hans familie spiste tamsvin til jul. Efter nærmere omtanke fandt jeg ud af, at dette måtte være flæskesteg, men tamsvin lyder unægteligt lidt finere.

“Kan vi ikke få tamsvin i år”, foreslog jeg min søster, engang vi diskuterede julens menu.

“Nej”, slog hun fast, “vi skal have flæskesteg…”

Husker De skuespilleren, aktøren, livsnyderen og gastronomen John Price?

I alt fald kender de sønnerne, “Spise med Price”, fra tv, restauranter, film, og orkester. James og Adam. “Hvad skal vi have at spise, bror?”

Farmand var den store inspirator for de to sønner – og til en vis grad også for undertegnede, fordi Price, som alle virkelige gastronomer, satte price på (undskyld!) enkelthed i sit køkken.

Og nu tilbage til start. Jeg ringede nemlig også til ham for at spørge, hvad han foretrak på sin tallerkenen, når han kom hjem – efter teatertid.

“Det skal jeg såmænd sige Dem”, svarede han  – ikke uden et vist krukkeri i tonefaldet.

“Jeg elsker et stykke fedtebrød, ganske almindeligt fedtebrød. Et stykke nybagt rugbrød smurt med hjemmelavet fedt med løg, æbler og grever, strøet med lidt groft salt. Det smager godt…”

Hørt!!

Men det kræver, som John Price understregede, friskbagt rugbrød og god, gerne hjemmelavet fedt med stegte løg, æble og grever.

Forskellen på John Price og undertegnede er navnet. Altså ikke på han og jeg, men på maden.

Jeg spiser en fedtemad.

John Price et stykke fedtebrød.

Det vil jeg også sige fra nu af. “Må jeg bede om et stykke fedtebrød…?”

John Price forlod denne verden i 1996, ikke alene mæt af dage.

Æret være denne strålende kunstners minde.

Og god weekend til alle os andre…

 

 

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?