Der er mange grunde til, at Haveforeningen N/F Sundvænget på Amager Strandvej er så populær – her fortæller ene haveejer om glæden ved at se tingene gro…
Af Ida Monrad Graunbøl
På Amager Strandvej ligger en nyttehaveforening, hvor der er der rift om haverne. Og helt tilbage i halvtredserne blev jordlodderne benyttet som skolehaver.
Det er ikke tilfældigt, at foreningen er populær, for der er på alle måder højere til himlen i N/F Sundvænget. Fra liebhaverlejlighederne med havudsigt på grunden overfor kigger de misundeligt ned på de små grønne jordlodder og de røde træhuse. Her dyrkes der asparges og pastinakker, rabarber og kål, kartofler, gulerødder, ærter og rødbeder.
Havens fjender
Havens værste fjender er rovsnegle, dræbersnegle, pågående måger, duer og alliker, men det er ikke værre, end at idyllen bliver sikret med fuglenet og højbede med kobbersneglekanter.
I N/F Sundvænget dyrkes økologisk jordbrug, og derfor graver man sig et komposthul til sine grene og nedfaldsblade på jordloddet, så jorden kan anvendes igen.
Kolonihaverne er blevet for dyre, som hun siger, og derfor takkede hun ja til haven i N/F Sundvænget, efter at have stået på venteliste i to et halvt år. ”Vi havde ikke økonomisk mulighed for en kolonihave, og alt er godt, når jeg først er kommet over Langebro, for på Østerbro er alt sat i system, og der er ikke mange muligheder for at dyrke noget selv. Jeg er vokset op med en have i Virum, og derfor glæder jeg mig over det mirakel, det er, når alting spirer om foråret. Det var tilfældigt, jeg stødte på haveforeningen, men jeg kiggede også på haver i Sorø for at få mulighed for at dyrke min plantepassion.”
Ukrænkelige love
I haveforeningen N/F Sundvænget er der to ukrænkelige love. Man dyrker sin have som man vil, dvs. man blander sig ikke i de andres havebrug og mælkebøtter, og så hælder man ikke gift i jorden.
”Der er højere til himlen her i N/F Sundvænget, netop fordi det hele ikke skal være perfekt. Og så på grund af tolerancen og generøsiteten. Folk snakker sammen på kryds og tværs af aldersgrupper, og vi er mange forskellige slags. Man slapper af med at dyrke jorden, bytte planter og give gode råd eller bare passe sin jord,” siger Ajarose, og tilføjer så:
”Altså, hvis man ikke har lyst til en passiar, så lader man bare være, og vandrer lidt rundt under sin stråhat, og så bliver det også respekteret. Haven er jo et lille åndehul, hvor netop fritid og jord er vigtigt og hvor status og præstationer er ligegyldige. Og netop det, synes hun, der er stærkt behov for i vores samfund.”
Glæde af grøntsagerne
Hendes mand har lagt fliser i haven og hendes familie får glæde af grøntsagerne. Hun ville ønske, hun havde haft haven tidligere, så hendes børn som små kunne lære om grøntsagernes vej i verden. ”Men det er jo heldigvis aldrig for sent,” siger hun begejstret.
Ajarose har planteintuition og grønne fingre, og for hende er det vigtigt med fornemmelsen og respekten for naturen. ”En lille grøn spire er magisk, man kommer jo inde fra byen sådan lidt stadset op, men her er det uhøjtideligt, man får jord under neglene, næsen løber, og det hele falder til ro”
