Kolonihaven på Røde Mellemvej – vores anden verden…

Lene og Torben nyder livet som efterlønnere på Amager

Lene og Torben – nyder livet som efterlønnere

 

Af Ida Monrad Graunbøl

 

Nogle gange er man heldig, at finde en enkelt eller to amagerkanere, der har lyst til at fortælle om deres yndlingssted på øen. Undertegnede startede ud på Amagerbro, og der var ikke meget held i sprøjten, for folk havde travlt bag deres skærme. Til sidst i en sidegade bag caféen Kaffebaren, fandt jeg et par godtfolk, der gerne ville svare på, hvad de synes, er det allerbedste sted på Amager.

47 år på arbejdsmarkedet

Torben Hansen er 66 år gammel, Lene Sølvskov er 62, og ægteparret bor på Amager. De er begge gået på efterløn og nyder derfor livet. Lene Sølvskov var børneklinikassistent hos en tandlæge på Amager og Torben Hansen var maskinarbejder og arbejdede i Kongens Lyngby. De mener begge, det var rigtig godt, at det blev besluttet, at man kunne gå på efterløn. De gik på efterløn så snart de kunne, begge havde nemlig været omkring de 47 år på arbejdsmarkedet.

Kolonihaven på Røde Mellemvej

Deres yndlingssted er kolonihaven på Røde Mellemvej tæt ved Dyvekeskolen og Urbanplanen.

”Det er ligesom at komme ind i en hel anden verden, når du går ind ad havelågen,” siger Lene Sølvskov og Torben Hansen uddyber: ”Ja, hvis du går ude på Amagerbrogade i al bilstøjen og så kommer ud i kolonihaven, så hører du kun fuglene. Og så er der desuden masser sammenhold i sådan en kolonihave, man kommer nemlig hinanden ved uanset, hvem man er i øvrigt.”

Brede skuldre

Parret bliver hurtigt enige om, at man snakker om alt i kolonihaven, lige fra bekymringer til glæde, børn og børnebørn og selvfølgelig også en gang imellem folks arbejde. Men siger Lene Sølvskov: ” Det gider vi egentlig ikke mere, for så interessant er det heller ikke.”

Og Torben Hansen uddyber: ”Ja, på en måde kan man sige, at vi har tid til at snakke om alt det i livet, der er vigtigt, og så kan de travle unge i kolonihaven jo græde lidt ud ved vores skuldre. På den måde har vi brede skuldre og overskud og også en masse erfaring. Og det er der jo nogle gange brug for. Det er vigtigt for de unge.”

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?