Biografsæsonen er i gang, og der vises flere fremragende film i Dragør Bio i weekenden…

Af Lene Dam Jørgensen
Som alle ved vises der kvalitetsfilm i Dragør Bio, og det gælder også i weekenden, hvor der er tre gode film på programmet.
Lørdag 12. juni kl. 14 vises “Memories of Murder”, en film, der er inspireret af Sydkoreas første seriemorder. Handlingen: I 1986 findes liget af en kvinde i en grøftekant. Hun er voldtaget og kvalt med sin egen strømpe. Det lokale politi kommer hurtigt under pres for at løse sagen, og arresterer den lokale landsbytosse. Situationen ændrer sig imidlertid , da en erfaren detektiv fra hovedstaden tilkaldes. Han insisterer på en ordentlig efterforskning. Og så begynder den spændende handling.

Søndag 13. juni kl. 14 vises den forrygende animationsfilm, Tom & Jerry. I denne film flytter musen Jerry ind på New York City’s mest fornemme hotel dagen inden århundredets bryllup. Det går jo ikke med en mus blandt deltagerne…
Det tvinger bryllupsarrangøren til at hyre katten Tom, så den kan fjerne musen. Kampen mellem dem truer dog med at ødelægge bryllupsarrangørens karriere, hele brylluppet – og måske endda også hotellet. Man må selv se, hvordan hele den affære ender…
Fremragende Hopkins-film
Lørdag kl. 20 og søndag 13. juni kl. 18.30 vises ”The Father” med Anthony Hopkins i hovedrollen. han spiller den aldrende far, der begynder at blive plaget af Alzheimers. Sygdommen skaber store problemer for hans omsorgsfulde datter (Olivia Colman),som gør alt hvad hun kan for at gøre tilværelsen så god som mulig for ham ved at lade ham blive i sine vante omgivelser. Efterhånden som hans sygdom forværres, bliver Anne nødt til at træffe et valg – både for sig selv og sin far.
Det er en gribende og stærk fortælling om den ubetingede kærlighed til dem, som man elsker allerhøjest.
Filmen blev hædret med to Oscars for bedste manuskript og for Anthony Hopkins hovedrollepræstation.
The Father vises også hele næste uge.