56 foreninger søgte Spar Nord om en økonomisk håndsrækning

Dommerkomiteen har været på hårdt arbejde inden fordelingen af de 10 x 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden til foreningslivet på Amager. I denne uge får de heldige modtagere besked…

Dommerkomiteen, der i denne uge kan sende en god nyhed til 10 lokale foreninger.

 

”Søg Spar Nord Fonden om 10 X 10.000 kroner til din forening”, lød det gode tilbud fornylig. Og det har hele 56 foreninger taget imod. Forleden samledes den komité, der skal bevilge pengene og i spidsen var direktør for Spar Nord Amager, Anders Baun Hübschmann. Og det er en glad bankdirektør, der kan fortælle, at komiteen kom på hårdt arbejde:

“Ja, det gjorde vi, fordi der er hele 56 foreninger, der har søgt om den økonomiske håndsrækning, som Spar Nord yder 10 foreninger på Amager, fortæller Anders Baun Hübschmann.

Med tilbuddet ønsker banken at støtte det lokale foreningsliv, der  – som alle andre dele af samfundet  – har haft det hårdt i Corona-tiden.

Ufrivillig pause

”Med en ufrivillig pause og nedsat aktivitet har foreningerne brug for støtte her og nu – og en ansøgning til os om at få del i puljemidlerne, kan måske resultere i kontant støtte fra Spar Nord Fonden til nyanskaffelse, udstyr, undervisning eller andet til foreningen, som længe har stået på ønskesedlen”, siger direktør Anders Baun Hübschmann.

Dommerkomiteen består af Benjamin Gonzalez, Estate Tårnby, Kastrup og Ørestad, Ulrik Ankerstjerne, Dragør Golfklub og Dragør Museumsforening, Jan Elving, Øens Murerfirma, Flemming Hansen, udgiver af Amagernyt.dk Jan Spure, direktør, Time Computer.

Godt foreningsliv

“Det har været skønt at læse de mange ansøgninger”, siger Anders Baun Hübschmann, der selv er foreningsmand. “Det viser, at der stadig er rigtig godt gang i foreningslivet på Amager, og det viser, at der er mange energiske mennesker på Amager, der er med til at holde de mange fritidsaktiviteter i gang. Det er altså ikke alle mennesker, der begraver sig bag en computerskærm, skulle jeg hilse og sige”.

Direktør Anders Baun Hübschmann, Spar Nord Amager.

Anders Baun Hübschmann fortæller, at der er kommet ansøgninger lige fra volleyball, kajak, petanque, spejdere- og musikforeninger – og mange andre.

“Der sker rigtig meget på Amager, og vi glæder os til i løbet af denne uge at sende 10 foreninger en god nyhed”, slutter Anders Baun Hübschmann, der er direktør for de tre forholdsvis nye afdelinger af Spar Nord på Amager.

Amagernyt.dk fortæller naturligvis senere hvilke 10 foreninger, der har fået andel i pengene fra Spar Nord.

 

Seneste artikler

Fik du læst?