Den mentale mistrivsel

Nu er man kommet til den opfattelse, at der fra politisk hold har været et for ensidigt fokus på den fysiske sundhed hos ældre.

Det vil jeg godt skrive under på. For mig har en god fysik været adgangskortet til ”det evige liv” – understreget af venner og bekendte, der med overbevisning har udtalt: ”Du bliver mindst 100 år.”

Der skulle en corona-pandemi til, før jeg fik vendt blikket imod mig selv, og regnestykket er ikke til at tage fejl af: Jeg bliver ikke hundrede år, men skal være glad for de 81, jeg har nået dags dato.

Hvorfor nu denne pessimisme? Kloge folk har fundet ud af, at livskvaliteten er afgørende for, om jeg bliver en gammel knark. Det er ikke udelukkende spørgsmålet, om jeg kan løfte 50 kilo i vægtsalen eller gå de ugentlige fem kilometer med Hjerteforeningen. Det afgørende er, hvordan jeg har det med mig selv.

Det kan jeg i Ældre Sagens medlemsblad læse ud af en liste, der byder på 26 trivselsbyrder på individplan. Det går fra det mest iøjnefaldende – ensomhed – til det mere normale – forhøjet blodtryk.

Og hvor kan jeg så sætte flueben? Desværre på de to stærkeste punkter: Ensomhed og depression. Man kan sige, at tingene hænger sammen. Coronaen har åbnet mine øjne. Længere nede i listen noterer jeg min blodprop i hjernen, at jeg bor alene, og så det mere muntre, at jeg er opereret for grå stær og har fået en ny hofte.

Coronaen har sat lys på de ting, man ikke vil vedkende sig, og når jeg nu krænger mit liv ud for Facebook-venner, skal I have den om depressionen. Den kom som et lyn fra en klar himmel trekvart år efter min kones død. På et nanosekund havde jeg trukket gardinerne for, droppet træningen, og blevet ligeglad med mig selv. Min læge mente, at jeg skulle aflægge besøg på en psykiatrisk klinik i Ballerup. Jeg var der kun 36 timer, men lægerne fik ordineret nogle piller, som skulle hjælpe mig tilbage til en fornuftig hverdag. Jeg ved ikke, hvad der har været i de piller. Jeg blev dårligere og dårligere, og da jeg mødte op til et tjek i Ballerup, blev lægen så forskrækket, at han straks udskrev nye piller. ”Du skal nedtrappes, tag en halv pille i aften.” Næste morgen var jeg rask. Meget mystisk. Men fire måneders mareridt var overstået.

Nu er jeg trods alt en munter sjæl i al beskedenhed, så jeg klarer nok de sidste år. Men hvad med alle de, der sidder ensomt tilbage uden ægtefælle, venner og besvær med at klare den digitale verden?

Ja det er så udpræget, at Falck reklamerer med, at man kan tilmelde sig en ordning, hvor der sidder en sygeplejerske i den anden ende af telefonen og trøster en og klarer problemer med henvisninger til kiropraktiker og fysioterapeuter – for bare 1788 kroner om året. Skulle man snuppe en pakke og falde lidt til ro? Måske kunne hun for ekstra betaling komme forbi og holde mig i hånden.

Men en ting af gangen; nu smider vi foreløbig mundbindet i dag mandag. Så tager vi den derfra, mens vi får lidt sol på hagespidsen.

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?