Så lyder det i nyhederne på DR 1: Christian Eriksen har fået en pacemaker! Og så kan jeg kun sige: Tillykke med det! En pacemaker, uanset hvad den sættes til at gøre, er en fantastisk opfindelse.
Jeg har sådan en fætter under huden til venstre øverst ved kravebenet. Den fik jeg efter en undersøgelse, hvor lægen sagde: ”Øv, et sportshjerte, det er der altid vrøvl med.”
Da han foreslog en pacemaker, afviste jeg det, men blev mødt med ordene ”Så ringer jeg til embedslægen, og så tager vi dit kørekort!”
Altså fik jeg en pacemaker, og pludselig kunne jeg huske tilfælde, hvor jeg nærmest stod op og besvimede. Selv når jeg kørte bil, følte jeg et slag i kroppen, der i overført betydning sendte mig ned i bunden af bilen.
Jeg kan også huske, at jeg på en klinik i Rødovre fik jeg et lille apparat sat på kroppen, så man kunne aflæse data. Da jeg afleverede apparatet, blev jeg ved hjemkomsten ringet op af en kvindelig overlæge: ”Jeg har lige udlæst alle oplysninger om dit hjerte – hvad lavede du onsdag kl. 18.30?” Jeg mente, at jeg havde set tv-avis, Lægens tørre svar lød: I det øjeblik slog dit hjerte ikke i 6 sekunder.”
Nu sidder der en lille firkantet tingest inde i min krop og sladrer om alle hjerteproblemer. Og jeg kan kun sige, at min pacemaker er min bedste ven. Efter 10 år blev den gravet frem fra overkroppen og fik indsat nye batterier. Så kørte det hele igen perfekt.
Min pacemaker er indstillet på, at min puls aldrig går under 60 slag. Da jeg fik den, slog hjertet kun 40 gange i minuttet, og det er for lavt for en pensionist.
På Gentofte hospital kender de mig ganske godt, og når jeg er til det årlig ”tjek,” kan lægen finde på at sige: ”Jeg kan se, at du igen er begyndt at træne hårdt.” Og det er ganske rigtigt – til ære for Christian Eriksen vil jeg fremover indlede træningen med at lægge 50 kg på vægtstangen og støde tre gange. ” Du kommer tilbage Christian Eriksen, og du kommer også til at spille fodbold.”
Dette sagt i respekt for den lille fyr, der arbejder døgnet rundt i min krop – og aldrig har givet mig så meget som et angstfyldt minut.
Vi ses forhåbentligt snart i Parken: Dig på banen, og jeg på tilskuerpladserne.
