Vi sætter hælene i…

Når du læser rubrikken, ved du, hvad sygeplejerske Inger Birch sagde forrige lørdag, da hun gav stemme til sine 5.000 kollegaer, der gik i strejke kl.00.00 natten til lørdag.

Vi har allerede de senest år mærket savnet af de mange millioner hjemmehjælpstimer, der er forvundet i den blå luft, og med sygeplejerskerne ude af billedet, gør jeg min situation op: 81 år og i ”skrante-alderen.”  Det bringer tankerne på hvilke oplevelser, jeg hidtil har haft med det kommunale system, der kræver at vi hjemmeboende ældre forsætter med tøjvask, støvsugning og personlig pleje.

For nogle år siden skulle jeg have en ny hofte og ville høre, hvad jeg kunne forvente af hjælp fra kommunen. Det må have lydt morsomt, for i den anden ende af røret meddelte en kvinde mig: ”Jeg kan høre, at du er en frisk mand – sådan nogen som dig hjælper vi ikke!”

Men forebyggende indsprøjtninger kunne man godt klare hjemme hos mig. Dog kun til sosuassistenten fik nærlæst sin tablet: ”Jeg giver dig ingen indsprøjtninger. Jeg kan ikke se, at jeg skal gøre det. Og jeg vil ikke miste mit job ved at gøre noget, jeg ikke har fået besked på.” Det endte med, at jeg selv stak sprøjten ind i maven, mens hun overvågede processen.

Os, der bor alene, gør os mange tanker om fremtiden. Jeg har fortalt en dame, hvor der ligger en nøgle til mit hus, og når jeg går ned i kælderen har jeg mobiltelefonen med i lommen. Jeg er meget bevist om hvert trin ned til kælderen – der er 13 trin. Hvem er overtroisk?

Rædselsbilledet er, at jeg ligger på det iskolde cementgulv uden en levende sjæl ved noget om det. Som den skarpsindige læser for længst har bemærket, har min fantasi ingen begrænsning.…

Sygeplejerskerne til gengæld er den rene vare. Her er ikke så meget vrøvl, men kun en praktisk indstilling til det, der pludselig opstår og kræver hurtig handling. Et minde ligger er par år tilbage på Gentofte Hospital, hvor jeg var indkaldt til et batteriskifte i min pacemaker. Desværre var der meget travlt, og efter timers venten fik jeg en seng, jeg kunne hvile mig i. Jeg døsede hen, faldt i søvn, og da jeg vågnede opdagede jeg et dejligt fad med smørrebrød lige uden for næsetippen. Sygeplejersken sagde: ”Du sov så sødt, da vi skulle have frokost, Jeg nænnede ikke at vække dig, men nu har jeg lavet et fad til dig.”

Og et knivskarpt minde. Da jeg stod på Herlev Hospital og så, min kone trække vejret for sidste gang, dukkede en sygeplejerske op og stillede sig ved siden af mig. Stille strøg hun sin hånd ned over min ryg. Jeg så på hende og spurgte forvirret: ”er min kone død?” Hun nikkede tavs, og et par dage efter ringede hun hjem til mig for at høre, hvordan jeg havde det.

Kan der være tvivl om, at disse hvidkitlede engle skal have mere i lønningsposen?

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?