Tivoli viser semifinalen mellem England og Danmark på storskærm

Tivoli viser semifinalen mellem England og Danmark på storskærm onsdag –  For at få adgang til Plænen skal der på forhånd bestilles armbånd online fra tirsdag kl. 10.

Tivoli har kæmpesucces med at vise de danske EM-kampe på storskærm. (Foto: Casper Helmer)

 

Omkring 2.000 stående fodboldfans kan se frem til en eksklusiv storskærms oplevelse på Plænen i Tivoli, når semifinalekampen mellem England og Danmark spilles onsdag 7. juli på Wembley Stadium. Kampen  afgør om Danmark for første gang siden 1992 kvalificerer sig til en EM finale. Kampen fløjtes i gang kl. 21 og alle, der sikrer sig armbånd til Tivoli, opfordres til at komme i god tid. Der er DJ-opvarmning på Plænen før kampen og i pausen. Uafhentede armbånd kan fås onsdag 7. juli fra klokken 18 ved Boblespringvandet i Tivoli, indtil der ikke er flere tilbage.

Englænderne er sultne

Landsholdet med landstræner Kasper Hjulmand i spidsen har allerede skrevet historie, og har leveret det bedste EM slutrunderesultat siden 1992. Nu gælder det semifinaleopgøret mod England, der onsdag aften har hjemmebanefordel. De engelske løver er sultne, da deres sidste store fodboldsejr ligger helt tilbage til VM i fodbold i 1966 – dengang oldefar var dreng. Forhåbentligt kan det danske fodboldlandshold med vikingeblod i årerne skyde de engelske drømme sønder og samme.

Armbånd bestilles online

For at se semifinalen, som forhåbentligt bliver lige så actionfyldt i Danmarks favør som kampen mod Tjekkiet i lørdags, kræves et armbånd. Der er omkring 2.000 ståpladser foran storskærmen på Plænen. Armbåndet til Plænen koster ikke ekstra og kan reserveres online fra tirsdag 6. juli kl. 10. Linket offentliggøres på Tivolis hjemmeside og Facebookside. De reserverede armbånd skal hentes ved personligt fremmede af hver enkelt person inde i Tivoli onsdag 7. juli fra kl. 15 til  17.30.

Uafhentede armbånd udleveres derefter fra kl. 18 til andre gæster efter først-til-mølle-princippet. Fodbold-arrangementet begynder kl. 19, hvor gæster med gyldigt armbånd lukkes ind foran Plænen.

Mange flere er interesserede

Kulturchef i Tivoli Frederik Wiedemann glæder sig til arrangementet og siger: 

“Stemningen på Plænen til de seneste to kampe har været fantastisk. Det fællesskab, vi har måttet undvære så meget af i over et år, er tilbage for fuld styrke i rødt og hvidt”.

Torben Plank, der er pressechef i Tivoli siger:

”Der er formidabelt at opleve den overvældende interesse for storskærmskampene. Vi er stolte over at have indtaget en plads som uofficiel fanzone. Vi giver adgang til 2.000 gæster på Plænen, og kunne formentlig have lukket 20.000 ind til kampen, hvis vi altså måtte.”

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »