Tanker efter en fodboldkamp…

Forleden blev der spillet en af de største fodboldkampe, som dansk fodbold nogensinde har deltaget i. For mange den største.

Det var den nu ikke. Danmark har f.eks. tidligere deltaget i en olympisk finale (1960) samt i 1992 i finalen i EM, som vi, som de fleste vil vide, vandt 2-0 over Tyskland.

Onsdag var det “blot” en semifinale, men ikke desto mindre: Jo, det er en af de størst kampe, vi nogensinde har spillet. Den gav også et sammenhold i vor lille nation, som vi skal langt tilbage i tiden for at finde tilsvarende. Og gav sig udslag i en voldsom harme over et straffespark, som muligvis var fejldømt.

Men hånden på hjertet: Mon ikke den slags kendelser går begge veje? Og ligefrem kræve omkamp, det skal man vel nærmest være Ekstra Blads-journalist for at se det fornuftige i.

Men trist at høre om flere danske tilskueres oplevelser med nogle engelske tilskuere. Stupide mennesker, der ikke fatter, at fodbold er for sjov – og at der skal være plads til alle, uanset hvilket hold, man holder med.

Når børn skræmmes over voksne mennesker til noget så, undskyld – ligegyldigt  – som en fodboldkamp, så harmes jeg.

Desværre er der idioter i alle lande, men man må håbe, at de britiske fodboldfolk selv gør en indsats for at rydde op i egne rækker. Det sker nok ikke. Vi har jo også selv nogle individer i dette land, som f.eks. når Brøndby møder FC København, der ikke lader de engelske tilskuere noget efter.

For godt nok er fodbold dejligt, og godt nok er det skønt at juble sammen med landsmænd over et godt resultat. Men det er nu alligevel bekymrende, at det er fodbold, der skal til for at samle nationen. Og ikke en indsats mod fattigdom, bedre forhold for ældre og handicappede og meget andet, som i alt fald undertegnede opfatter som mere væsentlige end fodbold. Demonstrationer til fordel for den slags ting kan ikke samle en brøkdel af de mennesker, der forleden overhældte hinanden med fadøl og så fodbold.

Og at hælde fadøl på hinanden…helt ærligt: Lalleglade tv-medarbejdere smilte overbærende, ikke een stillede det fornuftige spørgsmål, om det nu var nødvendigt at hælde fadøl over hinanden…Man skulle jo nødig være uvenner med de mange glade fodboldfans…

Spillerne vendte hjem og blev fejret som helte. Det var velfortjent, for de har givet os mange gode timer. Jeg kunne bare godt ønske, at samfundet så lige så positivt på hverdagens helte, som f.eks. vore sygeplejersker, der lige nu ikke kan samle tilslutning til en anstændig løn, selv om de daglig løber livet af sig. Og som vi allesammen formentlig en dag får brug for.

Samtidig med at vi helt accepterer, at vore fodboldspillere – hver – kan stikke et par millioner kroner i baglommen efter at have spillet nogle få fodboldkampe.

Der er forskel på Jørgen Hattemager og Kong Salomon. Sygeplejerskerne får ikke royalt besøg, ministeropmærksomhed eller statsmandsmodtagelse, når de vender hjem fra arbejde.

Og midt i det hele, så må jeg altså le, når en dansk politiker, jeg vil gøre den pågældende den tjeneste ikke at nævne hans navn eller hans parti, skruer sig op og opfordrer den danske regering til at føre sagen helt til tops overfor den engelske regering, fordi der kun kunne komme 8.000 danske tilskuere ind til den omtalte EM-kamp. På grund af i øvrigt fornuftige sundhedsrestriktioner.

Så har man da fuldstændig mistet fatningen og proportionssansen. Og nu får han iøvrigt først rigtigt travlt – før de kommende olympiske lege i Japan.

Der må slet ikke komme nogen tilskuere, så mon ikke han er på vej østover til Solens Rige for at tale et alvorsord med den japanske kejser om sagen?

Så kan de seriøse politikere måske løse sagen om sygeplejerskernes lønninger i mellemtiden.

Og så vil det på alle måder blive en

God weekend…

PS: Og iøvrigt til fodboldlandsholdet: Tak for skønne timer, det skal ikke hedde sig andet…

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?