Tålmodighedshåndværkeren Rikke Bruzelius i Magstræde i Dragør tryller smukt glas ud af hænderne…
Af Ida Monrad Graunbøl
Der findes stadig vaskeægte kunsthåndværkere i Danmark, og det er ikke, fordi man kan leve af kunsthåndværk, men én af dem, der alligevel kan få det til at løbe en lille smule nøjsomt rundt, er Rikke Bruzelius, der har glaspusterværksted i Magstræde i Dragør.
Hun flyttede til hertil sammen med sin mand for mere end ti år siden, og her i dag, på en solrig eftermiddag, fortæller hun mig, hvor lang uddannelsesvejen er, når man skal være glaspuster.
Det tager tid
”Det tager lang tid at blive glaspuster, jeg stod i lære i 10 år på Møn. Jeg startede med keramikken, for jeg var altid god til at bruge mine hænder, jeg var god i skolen til formning,” siger Rikke og tilføjer, ”glaspustergerningen krævede mange år og stor tålmodighed. Hver en lille ting skal formgives på hver sin måde, og så er der den kæmpe viden, man skal have omkring materialebrugen. Det endvidere meget vigtigt at vide, at der er forskel på en varmeovn og en koldovn. Forskellen er på 500 grader, for den varme ovn er typisk 1000 grader varm og koldovnen 500, understreger Rikke Bruzelius,” netop det er afgørende for, hvordan du kan formgive glasset på forskellige måder,” tilføjer hun.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Vaser og karafler står på hylderne og smukke glaskugler hænger rundt omkring i Rikkes butik. ”Jeg er ikke bange for at bruge farver,” siger Rikke, ”men stilen er nok meget skandinavisk. Der er fuldt ud plads til glassets skrøbelige, harmoniske former og til, at jeg kombinerer træk fra historie og natur og så fantastiske påfund i mine glas og kunstværker. Jeg afholder workshops i butikken for bl.a. firmaer, og det man skal vide, når man forsøger sig som glaspuster er, at når man arbejder med “piben”, som den kaldes, så må man for alt i verden ikke tro, det er en pibe med tobak. Der skal nemlig pustes, og ikke suges. Hvis man suger i en glaspusterpibe, så brænder man sig meget, meget voldsomt.”
(Artiklen fortsættes under billedet)
Jeg tager afsked med Rikke og ser på de smukke glaskugler uden for døren. Måske skulle jeg have været blevet håndværker, måske skulle jeg have været glaspuster. Tænk, at kunne forme så hårde materialer til så bløde, harmoniske, skrøbelige udtryk i glas. Ja, det er en form for trylleri, hun laver, glaspusteren Rikke Bruzelius.
