I nattens hede…

I disse varme dage mindes jeg ofte en af de film, der gjorde indtryk: Den amerikanske krimi “I nattens hede”.

Filmen omtales også som et socialrealistisk drama, baseret på romanen af samme navn skrevet af John Ball. Filmen fortæller en spændende historie på en tragisk baggrund – og var en vigtig øjenåbner i racisme-debatten i USA sidst i 60’erne.

Mesterlige skuespiller-præstationer af Sidney Poitier og Rod Steiger – begge Oscar-vindere og og formidable skuespillere.

Historien om den farvede politimand, der ved et tilfælde dumper ned i en mordsag i en racistisk sydstatsby, er velkendt af alle filmelskere – og musikken?

Et vildt godt blues-nummer af Quincy Jones, sunget af Ray Charles, det bliver ikke bedre.

For tiden kan jeg finde på at sætte nummeret på i bilen – hvis jeg kører hjem gennem storbyen sent om aftenen. Så mindes jeg scenen, hvor politichef Bill Gillespie kører gennem den øde sydstatsby  – på patrulje i nattens hede…

For jeg har fået den mærkelige vane at kunne lide at være i hovedstaden her i juli. Mens halvdelen af byen er forsvundet på ferie og spiser jordbær i deres sommerhuse forskellige steder i landet – hvis de da ikke plasker rundt under sydligere himmelstrøg – så sætter jeg pris på at bevæge mig rundt i en halvtom by.

Efterhånden er jeg, der har været københavner i to menneskealdre, nemlig til hverdag ved at være blive trængt ud af de mange, mange mennesker, der har slået sig ned i landets hovedstad.

De har taget min plads i Nyhavn, de snupper alle bænkene i Fælledparken – og nu er de også begyndt at parkere hjemme hos mig.

De skal være velkomne, for københavnere er åbenhjertige folk, der kan rumme alle.

Her skal man ikke bo i 70 år for at falde til. Måske er det derfor, at der er så mange, der kommer hertil. Helt fint med mig.

Men derfor kan man vel godt unde mig at nyde de stille uger i denne tid? Ikke i indre by (som IKKE hedder Midtbyen), der er fyldt med turister. De skal også være velkommne…

En af mine faste vaner er at sejle med Havnebussen fra Nordre Toldbod og et stykke af vejen ind til indre by.

Forleden blev jeg budt velkommen ombord på klingende bornholmsk. Hva…?

Det blev til et hyggeligt møde med en bornholmsk langfarter, der nu i en lidt højere alder var “gået i land” på Havnebussen i København.

Dog ikke mere, end han brugte rigtig meget tid i sit hus på Bornholm.

Vi havde fælles bekendte, undertegnede tilbringer jo også tiden på “solskinsøen”. (Undskyld, jeg skriver det ikke mere…, på ære…)

Vi fik en god snak og kunne begge savne en ægte saltsild med rødbeder og bornholmsk sennep.

Der blev også talt mad ved siden af os, blandt en jysk familie, der sejlede med og nød udsigten ind over Refshaleøen.

Der ligger Restaurant Noma“, sagde farmand med den respekt i stemmen, som den verdensberømte restaurant fordrer. Han fortalte lidt om spisestedet, og sønnen spurgte:

“Er der dyrere end på Molskroen?”

Det er der jo, så det var nok ikke lige var der, der skulle spises den aften.

Men spørgsmålet? Det kunne jeg godt li’…Det fik ligesom Noma lidt ned på jorden.

Og hvis De kan holde på en hemmelighed: (Jeg vil til hver en tid foretrække at spise på Molskroen…)

God weekend…

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?