Tirsdag 20. juli er der KirkeBio i Nathanaels Kirke, og denne gang vises den prisvindende libanesiske film ”Kapernaum” fra 2018 i sognegården i Holmbladsgade.

Af Lene Dam Jørgensen
Der er KirkeBio igen i Nathanaels Kirke tirsdag 20. juli fra kl. 19. Denne gang vises filmen ”Kapernaum”. KirkeBio er meget velbesøgt og kendt for at vise film af høj kvalitet. Det gælder også denne gang med filmen ”Kapernaum”.
Samfundets skyggeside
12-årige Zain bor i Beiruts slumkvarter. Seerne møder ham i den retssal, hvor han har lagt sag an mod sine forældre for at have født ham ind i en formålsløs og elendig verden.
I retssagen får seerne fortællingen om Zain og de mennesker og oplevelser, der har gjort ham til den han er. Zain bor sammen med sine forældre og hans mange søskende i en lille lejlighed. Familien lever i fattigdom og må sælge alt, hvad de kan for bare at betale huslejen. Da hans jævnaldrende søster bliver solgt som kone til en meget ældre mand, beslutter Zain sig for at flygte.
Under hans rejse møder han den etiopiske flygtning Rahil og hendes spædbarn Yonas, som han hjælper med at tage sig af.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er en film, der ikke er bange for at gribe fat om nældens rod og gå til angreb mod den globale ulighed og børns dårlige vilkår i store dele af verden. Det er samtidig historien om en enestående dreng, der giver os troen på, at børn kan vise vejen til en bedre fremtid, hvis de bare har en flig af Zains empati og viljestyrke.
Hovedrollen spilles af den 12-årige Zain Al Rafeea, der selv er syrisk flygtning.
Kapernaum vandt en af hovedpriserne på Cannes Filmfestival, og blev nomineret til en Oscar i kategorien “Bedste udenlandske film”.
Socialt samvær og debat
Efter filmen har deltagerne mulighed for at blive og debattere filmen og få kaffe og kage. Det hele koster 25 kroner, der betales ved indgangen. Det bliver en uformel snak, hvor man kan dele tanker og oplevelser og møde andre.
Tilmelding nødvendig
Tilmelding skal ske til simonhinz@hotmail.com eller via dette link https://forms.churchdesk.com/f/cc1Qa0lK6E