Tålmodighed i kaffekøen…

 

Jagten på den bedste kaffe fortsætter. Jeg har efterhånden prøvet en hel del forskelligt, malet mine egne bønner fra adskillige lande. Prøvet et utal af formalede kaffer, lokket hertil af lyriske reklamefolk, der skildrer kaffen, så man bare prøve den.

Jeg har også tjekket et utal af forbrugerundersøgelser: “Her er  den bedste frysetørrede kaffe”. For ja, jeg indrømmer, at såkaldt instant coffee også lejlighedsvis står på bordet – især om morgenen, når tiden er knap.

Kender De det?

Halvdelen af mit køkkenbord er nu fyldt op med remedier til at tilberede en god kop kafe: Den elektriske kaffekværn, mælkeskummeren, den lille kaffemaskine, de italienske ekspressomaskiner i forskellige størrelser samt frysekaffen i forskellige udgaver.

I køkkenskabet forskellige kaffemærker og i køleskabet mælk, kaffefløde og af og til havre- eller soyamælk.

Jeg er på denne måde i stand til at hamle op med selv de mest udsøgte caféer – tidligere kaffebarer kaldet.

“Hvordan vil du have din kaffe”, spørger jeg nonchalant min gæst.

Og håber, at  vedkommende bare siger: “Med mælk…”

For ellers kan det jo godt tage sin tid. Er der flere end tre til stede, bliver der ikke spurgt. Så kommer der en kande kaffe på bordet, tilberedt af den gode, formalede, og så en lille kande mælk og evt. lidt sukker. Færdig. Værsgo’, så er der kaffe…

Forleden kom tålmodigheden alvorligt på prøve på en populær udsigtscafé ved havnen.

En af mine favorit-cafeer, hvor denne beskedne opsats i øvrigt er forfattet.

En yngre mand foran mig, iført et par meget store briller og Fjällräven-rygsæk (ikke noget galt med det, jeg er også i besiddelse af begge dele) ville gerne vide, om osten i hans sandwich var økologisk?

Det vidste den unge servitrice ikke, og jeg måtte tælle til 30, før hun kom tilbage og svarede, at det var den…vistnok.

Jeg havde sådan en frygtelig lyst til at bryde ind og med myndig røst erklære: “Osten er 100 procent økologisk, jeg ved det, jeg kommer her jævnligt!”

Men det gør man jo ikke. I øvrigt havde jeg ikke en anelse om osten var økologisk eller ej.

Han skulle selvfølgelig også have havremælk i sin kaffe, og jeg ved ikke, hvorfor han irriterede mig mere og mere. Manden var jo i sin fulde ret til at spørge om osten og bede om havremælken.

Men sikke’ en tid, der gik, inden jeg kunne få min kaffe.

Ganske almindelig kaffe med lidt mælk.

For det tager jo en evighed for personalet at tilberede en af tidens populære kaffespecialiteter. Maskineriet skal rengøres med det samme, kaffen skal kværnes, mælken varmes, pulver på toppen  – og jeg ved ikke hvad.

Måske de populæreste caféer skulle oprette en særlig hurtig adgang, som i lufthavnen til check-in, for os, der bare skal have almindelig kaffe?

Eller skal man bare lære at slappe af?

Jeg ved det ikke. Som en forhenværende statsminister sagde. I mellemtiden blot dette:

God weekend…

 

 

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?