I still got the blues…

 

Det må have været i 1970 eller deromkring. Jeg spillede med i et helt utroligt amatøragtigt orkester, der hed Baby Face. Mine konfirmationspenge var gået til en Fender Telecaster, der efter min – og mere kvalificeredes mening – er den elektriske guitar.

Jeg har i øvrigt stadig sådan en, desværre ikke den samme som i 1968, havde det været tilfældet, havde jeg været en holden mand.

Vores bassist fortalte, at han havde mødt en mand, som vi andre skulle træffe. Han mente, vi kunne bruge ham i orkestret.

Dagen efter sad vi i en lille lejlighed på Nørrebro, samlet omkring en Beogram 1000-grammofon og et par B&O-højttalere. På grammofonen snurrede en LP med John Mayall Bluesbreakers – og manden, vi besøgte, hed Kay Fischer.

Han ikke bare lignede John Mayall, han kunne også synge, den særlige ru stemme, der er som skabt til blues.

For det ikke skulle være løgn, kunne han også spille mundharmonika, og det var Kay, der introducerede os andre til datidens store blues-navne som John Mayall, Paul Butterfield, B.B. King, Ten Years After, Johnny Winter – og de første albums med Rolling Stones.

Også navne som Muddy Waters, Bo Didley og John Lee Hooker blev nu bekendte – og Baby Face begyndte at spille blues.

Det gik på bedste beskub, men musikken fik jo aldrig den nerve og den sjæl, som blues udført af de tidligere nævnte kunne mønstre.

For en del år siden havde jeg til gengæld fornøjelsen af at møde en amerikansk blues-guitarist, der vil være kendt af mange i Danmark, Walter Trout.

Dels via hans mange koncerter med Walter Trout Band, (bla. med fremragende koncerter på Bornholm og i Amager Bio) dels via hans ægteskab med danske Marie Trout.

Jeg traf parret i deres daværende hjemby, Huntington Beach syd for Los Angeles, og her lærte de mig bl. a. at spise en af familiens livretter, ”red beans and rice” – en creolsk specialitet, jeg nu selv behersker. Prøv det!

Og så lyttede jeg til hans fremragende bluesguitar, der også har klinget med verdensberømte orkestre som Canned Heat og John Mayalls Bluesbreakers. Han har også spillet med selveste John Lee Hooker, Carlos Santana og mange flere.

Den er svær at stikke…

Men størst af alt: Han har også spillet med selveste B.B. King – jamen, så bliver det ikke større blandt os, der holder af bluesmusik.

Når jeg kører frem med denne lange historie skyldes det den kendsgerning, at jeg nu igen skal til koncert med Walther.

Det sker på tirsdag, hvor han optræder på et af de smukkeste koncertsteder i Danmark: Ekkodalhuset i Ekkodalen, hvor der ikke alene serveres Danmark største og mest velsmagende tartelet, men hvor de musikinteresserede værter Joan og Christian også disker op med fede musikalske oplevelser.

Tarteletter, Ekkodalen, Walter Trout….

Også svær at stikke.

MEN, men, men: Selv om jeg glæder mig meget til tirsdag, så ønsker jeg naturligvis alle forinden en rigtig god

 

God weekend…

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?