Krabbefangst og skinnecykling i weekenden

Weekenden byder på flere aktiviteter for børn og voksne på Amager. Der er krabbefangst på Naturcenter Amager Strand, bondegårdstur på Bonderen på Peder Lykkes Vej og dræsine og skinnecykling fra hjørnet af Uplandsgade og Vermladsgade.

Der er krabbefangst ved naturcenter Amager Strand. (Modelfoto).

 

Af Lene Dam Jørgensen

Det er stadig sommerferie for flere børnefamilier, og på Amager er der flere muligheder for at få nogle sjove timer og oplevelser sammen hele weekenden.

Hver dag i sommerferien kan hele familien eller venneflok besøge Naturcenter Amager Strand på Øresundsundsstien 7a og tage på krabbefangst fra kl. 10-15.

Naturcenter Amager Strand stiller baljer frem med krabber og småfisk, så både små og store børn (og voksne) kan få lov at klappe en krabbe eller lege med en reje.

Både børn og voksne kan bygge deres helt egen krabbefiskestang og se, om krabberne så bider på. De kan også prøve et af Naturcenter Amager Strands sænkenet og få små fisk, rejer, tanglopper og andet liv til at gå i nettet.

Alt er udendørs

Alt foregår udendørs, så Naturcenter Amager Strand anbefaler, at vejrudsigten tjekkes først, og at påklædningen bliver tilpasset efter vejret. Naturcenter Amager Strand husker selvfølgelig alle på god håndhygiejne og sørger for, at alle kan holde god afstand til hinanden, mens de får et gensyn med de små dyrearter i Øresund.

Det er som altid gratis og alle, der har lyst kan deltage.

Bondegårdstur

De fleste amagerkanere med børn kender nok allerede “Bonderen” på Peder Lykkesvej 73 ved Peder Skrivers Sti Amager, men ikke desto mindre, er den altid t besøg værd. På bondegården er der nemlig både ponyer, geder, kaniner, høns, grise samt kalve, og der er rig mulighed for at hjælpe til med at fodre, strigle og rengøre dem allesammen.

Ponyerne giver rideture hver eftermiddag, og hver søndag er der rundvisning, hvor de besøgende kan høre mere om alle dyrene. Byggelegepladsen, som ligger lige ved siden af, er også værd at besøge.

Dræsine og skinnecykling

På søndag 8. august ruller Amagerbanens Venner dræsinen og skinnecyklerne frem. Startstedet er på hjørnet af Uplandsgade og Vermladsgade 33B. Prisen for kørsel er et frivilligt bidrag. De besøgende bestemmer selv, hvor meget de vil donere. Banens længde er på 1,2 km – hver vej.

Amagerbanens Venner har én dræsine og otte skinnecykler. Dræsinen kører på sit eget spor, som er 500 meter.

I tilfælde af vedvarende regn lukkes der for arrangementet.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?