Kulturnat i Dragør frem til kl. 21 de fleste steder

Dragør Kulturnat fortsætter det meste af aftenen og byder på unikke oplevelser for alle Dragørs borgere. Og kulturen fortsætter i morgen lørdag med…

Kulturnatten fortsætter mange steder fredag frem til kl. 21. Og der er også aktiviteter lørdag.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Fra i eftermiddags er der holdt der Dragør Kulturnat med masser af aktiviteter og oplevelser for hele familien  – og aktiviteterne fortsætter lørdag. Her er nogle udpluk af de mange spændende tilbud for børn og voksne.

Åbent hus på Dragør Fort

Til kl. 21 fredag kan alle opleve Dragør Fort og her fornemme historien fra en væsentlig del af Københavns kystbevogtning. Dybt inde i Dragør Fort ligger Vinformidlingen, og her vil der blive serveret smagsprøver. De besøgende kan også se de dejlige selskabslokaler, der er i Fortet – eller blot nyde udsigten fra toppen af fortet.

Danmarks mindste kunstmuseum

På Dragør Kulturnat kan besøgende kigge indenfor på Mølsteds Atelier, der er Danmarks mindste kunstmuseum, på Doktor Dichs Plads 1  til kl 21. Selvom kunstmuseet er lille er der dog plads til en bred samling af marinemaleren Christian Mølsteds værker. Der er motiver fra drabelige søslag og fra fredelige stunder på havet med Dragørs fiskerbåde.

Historisk Arkiv Dragør

Der er et omfattende program på Historisk Arkiv Dragør på Stationsvej 5. Det slutter kl. 21. I eftermiddags blev der åbnet for en ny udstilling om kunstmaleren Johannes Gerhard, som selv var fra Amager og malede malerier fra blandt andet Saltholm. Hver halve time vises Dirch Jansens film om de navnkundige Zimling-brødre, der i mange år boede på øen.

Åben bio med revy

Fra kl. 17 til 20.30 vises der optagelser fra tidligere års Dragør Revy i Dragør Biograf på Jan Timanns Plads 1. Det vil være muligt at gå ud og ind af biografen, som man har lyst til. I foyeren vil det være muligt at få en snak med Dragør Biografforening og Dragør Revyen. En rundvisning i operatørrummet er også en mulighed. Kl. 21 vises den franske film ”Duften af roser”.

Besøg på brandstationen

Til kl. 21 er det muligt at besøge brandstationen på Kirkevej 9 i Store Magleby. Her fremvises køretøjer og station og noget af det udstyr som er på køretøjerne. Der laves lidt elementær brandforebyggelse, og der vil være en snak om førstehjælp m.m.

Fest til vands og lands

Til kl. 20 inviterer hele Dragør Ungdomsskole alle til fest på land og i vandet på Prins Knuds Dæmning 1 i Dragør. Der er mulighed for at prøve motorbåd, Waterballs, Stand Up Paddel, kajak og kano på vandet. På land kan der høres musik mens der serveres pølser fra grillen og drikke til dem, der har været på vandet.

Få øjnene testet

Besøgende kan til kl. 21 se de seneste tendenser i brillemoden hos Dragør Optik på Kongevejen 15B. Det er muligt gratis at få rettet, strammet, renset og pudset sine gamle briller. De besøgende kan få sine øjne gratis screenes. Her kan der ses om der er risiko for grå eller grøn stær. Der vil blive serveret noget lækkert at drikke og spise.

Et godt formål

Kræmmergården på Søndre Kinkelgade 27 holder ekstraordinært åbent  til kl. 21. Der er mulighed for at få en snak om køb og salg og hvordan det hele foregår på stadepladserne. Der er en konkurrence om to ugers standleje. Fem procent af aftenens varesalg vil blive doneret til Børns Vilkår, og Kræmmergårdens Pølsevogn vil også holde åbent med særligt gode tilbud.

Også lørdag

Programmet fortsætter lørdag 11. september. Her kan besøgende komme ind i Store Magleby Kirke september på Kirkevej 2 fra kl. 9.30 til 11. Der er ved at blive pyntet op til Høstgudstjenesten om søndagen og besøgende kan se, hvordan pyntningen skrider frem.

Besøgende kan også vælge at kigge forbi Hollænderhallen lørdag fra kl. 9 til 12 og låne bolde og ketchere. Frivillige fra klubben er klar til at hjælpe og svare på spørgsmål. Der vil også være Miniton, der er badminton for de tre til femårige.

 

Seneste artikler

Ved sidste års kulturnat opleves masser af liv på Neels Torv efter normal lukketid. Arkivfoto: TorbenStender.

Kulturnatten handler om kærligheden til Dragør

Dragør Kulturnat på fredag den 13. september byder på masser af aktiviteter for både børn og voksne og alle derimellem. Butikker og kulturinstitutioner stiller gladeligt op. Af kærlighed til byen – og for at nå ud til flere og på en anderledes måde vise, hvad de har at tilbyde.

 
 

Fik du læst?