20 drenge fra Tårnby og Dragør var i sidste uge på tur med Amager nærpoliti og SSP, hvor de henover to dage skulle prøve kræfter med politirelaterede udfordringer.

De 20 drenge, der er i alderen 13-15 år, skulle først igennem en optagelsesprøve, der både indeholdt en skriftlig prøve i matematik, dansk og almen viden og en fysisk prøve i hurtighed, styrke og selvforsvar.
Herefter ventede en selvtillidsprøve, hvor drengene skulle springe i havnen fra stævnen på krigsskibet Peder Skram, hvor der er ca. otte meter ned! Der var dog også mulighed for at hoppe i vandet fra kajen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Om aftenen fungerede drengene som efterforskere, hvor de opklarede et ”drab”.
Efter en lang og begivenhedsrig dag fik de lov at overnatte i de gamle banjer på Peder Skram, som er krigsskibets sove- og opholdsrum.
Dag to bød på en indsatsøvelse og et indblik i brandvæsenets hverdag på øvelsespladsen i Københavns Lufthavn.
(Artiklen fortsættes under billedet)

”Der var fuld fart på fra start til slut og drengene har klaret det hele med god energi og gåpåmod. Så på dag to kunne vi sende nogle meget trætte og glade drenge hjem,” siger nærbetjenten Rasmus.
Projektet er et samarbejde mellem Københavns Politi, SSP Tårnby, SSP Dragør, Klub Tårnby og Tårnby Brandvæsen.