Jeg kan godt lide at høre læge Peter Lund Madsen på radioens P1. Han behandler sygdomsproblemerne på en jordnær måde, så da han beskæftigede sig med mænd og prostata, lyttede jeg med interesse. Lidt hypokonder er man da.
Sandheden er, at jeg er oppe nogle gange om natten for at lade vandet, og så kan det knibe med at få gang i systemet. Men så åbner jeg vandhanen i håndvasken, og den sagte rislen får systemet til at gå i gang. Få sekunder efter ligger jeg igen under dynen og sover til næste opkald.
Men for nogle år siden var det mere dramatisk, da jeg blev sendt på Frederiksberg Hospital til kontrol for prostatakræft. Det krævede en undersøgelse, hvor man stak en masse strikkepinde op i min bagdel.
Jeg fungerede som et spil, jeg kendte fra min egen barndom. Det hed ”sænke skibe.” Spillet fik jeg lige efter krigen, og en blå træplade fungerede som Atlanterhavet. Når jeg stak små skibe – formet som tyske Ubåde – ned mod pladen, havde jeg sænket et engelsk handelsskib, hvis jeg mødte modstand. Og modstanden var små træstykker vilkårligt placeret under det blå bræt.
Nu lå jeg altså på hospitalet på maven og må have lignet et pindsvin med strikkepindene stikkende lige op i vejret. To unge sygeplejerske skiftede til at jage strikkepindene i bund, og jeg klagede mig højlydt.
Da pinen var overstået, bad lægen mig om at gå med ham hen til kontoret. Samtidig så han bestemt på en ældre sygeplejerske og sagde: ”Du skal ikke med!” Jeg traskede mismodigt i hælene på ham. Jeg så for mig den samtale vi skulle have, og jeg følte allerede, at svaret ville slå mig helt ud.
Med rystende ben satte jeg mig i en stol foran hans skrivebord. Manden i den hvide kittel lænede sig imod mig. ”Jeg har en klinik et andet sted i byen. Jeg er ved at revidere min hjemmeside. Kunne du ikke skrive om dine oplevelser i dag? Jeg har bemærket, at du er en fyr med godt humør.” Om jeg kunne! Lettelsen skyllede igennem min krop, og det var frydefuldt at høre lægen tilføje, at der ikke var store chancer for, at jeg havde en livstruende kræft i prostataen. Stikprøverne havde vist, at ingen handelsskibe var blevet ramt – for nu at blive i billedsproget.
Jeg lovede at skrive artiklen – uden betaling – og da jeg kom ned til min bil, ringede jeg glædestrålende til min kone. Hun fik min begejstring ned på jorden med ordene ”Nå, det var godt. Du skal vel have frokost, når du kommer hjem.”
Samme aften sendte jeg artiklen til lægen, og han svarede kort tilbage: ”Det var sgu hurtigt.” Siden hørte jeg aldrig fra ham, men jeg tænker tit på min angst og befriende glæde – og i tankerne sænker skibe i Atlanterhavet.
