En djævelsk dag…

Indkøbsvognen er  godt fyldt op, da jeg triller den hen til kassedamen. Manden bag mig i køen ser trist ud. Han er iført arbejdstøj og skal blot betale for to små varer. Jeg forstår, at han bruger en del af sin frokostpause på at handle, og på grund af mig bliver frokostpausen skåret ned med 4-5 minutter.

Jeg slår ud med hånden og siger ”du må godt komme foran mig, du har sikkert travlt.” Manden lyser op i et smil, takker, betaler kontant og skynder sig af sted. Da jeg selv skal betale, opdager jeg, at damen foran mig har glemt sit betalingskort i maskinen.

Ude på parkeringspladsen genkender jeg damen og spørger, om hun har sit kort. Hun kigger i pungen og bliver chokeret samtidig med, at jeg fortæller, at kortet er i forretningen. Hendes tak er ganske voldsom, og jeg tror, hun overvejer, om jeg skal have et kys på kinden.

Tilbage på parkeringspladsen står jeg med en fin fornemmelse. Hvor har jeg dog været et godt menneske de sidste minutter. Englen på min venstre skulder smiler, mens djævlen på højre skulder vrisser og slår vildt omkring sig.

Hjemme læsser jeg varerne af på køkkenbordet og undres endnu en gang over al den plastik, der bruges til indpakning. Jeg smider plastikken ud i beholderen og er godt tilfreds med den kommunale ordning.

Men så er det altså, at jeg på P1 radio hører at kun 15 procent af den indsamlede plastik genbruges. De 85 procent brændes eller graves ned. Det harmer mig og min irritation har ikke fortaget sig, da jeg efterfølgende går i gang med at spule sardindåser og syltetøjsglas. De skal helst være rene, og man opfordres – igen kommunalt – til denne hjemlige syssel.  Og så er det, at jeg skærer mig på sardindåsens låg og må have fat i forbindingskassen. På vej over til skuret taber jeg det rengjorte syltetøjsglas – det splintres.

Nu kan det være nok. På et splitsekund har jeg glemt dagens gode gerninger, og jeg bander saftigt og grundigt. Den hvide engel falder på bagdelen, og djævlen slår kraftspring og råber: ”Godt at fjolset kom til besindelse!”

Efter frokost går jeg ud og klipper grene på skråningen. Den kommunale haveaffalds ordning siger, at bunkerne ikke må være over to meter i længden, og der skal bindes

med sejlgarn. Jeg bærer grenene ned på vejen til afhentning – og får naturligvis en torn i håndfladen…

Djævlen krummer sig sammen af grin, og englen forsvinder med den gode stemning. I stedet for en almindelig god dag, blev det en ”djævelsk” god dag.

Og det var ikke meningen.

 

 

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?