Sikken en nat. Snottet har stået ud af næsen, slim har lukket halsen, og toiletrullen i mangel af lommetørklæder er snart opbrugt. Jeg nyser med trompetskrald. På badeværelset kan jeg se et ansigt med rødsprængte øjne. Hold da kæft, hvor har jeg ondt af mig selv. Jeg tager lige en pause, ellers løber snottet ned i tastaturet, mens jeg skriver denne klumme.
På min gamle fastnettelefon drejer jeg lægens nummer og mødes af en stemme, der siger: “Du er nummer 19 i køen”. Jeg sukker og går i ventestilling. Efter 10 minutter er jeg rykket frem til 17. pladsen. Jeg giver op og lægger røret på.
Det er ikke sjovt at være syg og gammel i dagens Danmark. Ingen tid til undersøgelser, blot en hastig snak i telefonen, og så kan man kravle ned til byen og stå i kø på apoteket for at købe de piller, lægen har ordineret.
I den anden ende af aldersskalaen er der problemer for de små, da landet fattes jordemødre. Dem er vi i underskud for, så måske kommer der slet ikke børn til verden mere! Smart, så er der heller ikke nogen, der bliver gamle, og så behøver vi ikke at vente ved telefonen.
Mit skrækscenario er, at jeg bliver fundet med telefonrøret klistret til øret. Stendød – skeletteret, og kun lyden fra telefonen runger ud i værelset: ”Du er nr. 278 i køen – undskyld ventetiden!”
Nå, væk med de triste tanker. Jeg kravler ind i sengen, men kan ikke finde ro. Jeg går i stedet ud i køkkenet og tager hul på en pakke med økologisk kamillete – intet er for godt til det ømme snudeskaft. Lidt ristet brød, og et par tændte stearinlys gør underværker.
Nu, hvor jeg er på højkant, må jeg hellere smide sengetøjet til vask og få ryddet op. Selvmedlidenheden er på retur, og jeg bilder mig ind, at snottet har taget en pause.
Dagen slutter fornuftigt. Jeg lader de triste tanker flyve bort. Jeg hoster næsten ikke, men næsen løber hele tiden. Det er vist noget, der overgår alle ældre mænd – dog for det meste udendørs.
Nu skal jeg have den superforkølelse under kontrol. Tirsdag er der træning i vægtlokalet, hvor jeg forleden nåede mit mål: 60 kilogram i strakte arme. (Måske har anstrengelsen sprængt snotkanalerne) og onsdag går jeg fem kilometer med 40 damer fra Hjerteforeningen. Det er ikke hos dem, jeg finder medlidenhed. Kvinder betragter ikke forkølelse som en sygdom. Jeg tænker stadig på den dame, jeg fortalte, at jeg godt kunne mærke min alder på 81. Hun så på mig og snerrede: ”Drengerøv, jeg er 83.”
Så mon ikke jeg skulle snuppe en kop økologisk kamillete inden sengetid. Det er ikke nemt at være en enlig forkølet mand. Måske savner jeg blot omsorgen, som min kone var mester i med ordene: ”Skrub i seng, så kommer jeg med en kop te.”
