Louise Baltzarsen Herreholm er født og opvokset på Amager og bor der stadig. Hun har et hjerte, der brænder for at hjælpe familier med begrænsede midler i julen og uddeler derfor en pakkekalender med ting, som amagerkanerne donerer.

Af Lene Dam-Jørgensen
Amager-pædagogen Louise Baltzarsen Herreholm vil gerne hjælpe familier med begrænsede midler i julen. Hun ved, at julen ikke betyder gaver og glæde for alle, og derfor vil hun gerne hjælpe familierne i julen. Hun uddeler julepakkekalender og julegaver til disse familier med gaver, som amagerkanerne donorer. Indsamlingen er i fuld gang og alle kan aflevere nu.
Sidste år ved juletid var Louise ved at gøre rent på sin søns værelse og fik en god idé: Hvad med at samle ind og bede andre være med til at donere gaver til de, der ikke har så meget til jul?
På Facebook
Louise lavede et Facebook-opslag og efterlyste nogle, der havde lyst til at donere brugt legetøj m.v. Så lagede hun også et opslag til familier, der kunne have brug for pakkekalendere til deres børn, og i løbet af meget kort tid voksede projektet sig stort, og der blev lavet 147 julepakkekalendere.
Nathanaels Kirke og Sicilian Heart
Sidste år måtte hun selv pakke over 1.500 gaver ind, men har i år har Louise en indpakningsdame til at pakke gaverne ind. Tingene kan afleveres i Nathanaels Kirke i Holmbladsgade 19 på 1. sal mandag til torsdag fra kl. 10-15. Gaverne bliver pakket ind og udleveret ved en julefest til familier med små midler.

Også Sicilian Heart på Kastrupvej 243 – butikken med delikatesser og andet fra Italien – tilbyder, at gaver kan afleveres hos dem onsdag til fredag fra 12 til 18 og lørdag fra 10-14.
Julefesten bliver i år holdt lørdag 27. november fra kl. 16-22. Den holdes i Maskinhal Sundholm på Sundholmvej 28 A. Der vil være en rigtig julefest med de indsamlede julegaver og julepakkekalender, juletræ og julemad. Skulle der være familier, der kunne tænke sig at deltage i julefesten, kan de skrive til Louise Baltzarsen Herreholm på hendes Facebookside via Messenger.
Amager står sammen
Sidste år var Amager helt fantastiske til at hjælpe, og nu her er der mange der har tilkendegivet, at de selvfølgelig støtter igen. Nogle har samlet ind i et helt år, fordi de vidste at Louise nok ville komme igen. ”Det vigtigste budskab er, at det her er noget, som Amager gør sammen” siger Louise og tilføjer, at der sidder nogle børn, hvor julen vil gøre ondt, og der sidder nogle forældre, hvor julen også vil gøre ondt, fordi de ikke har midlerne til at give dem en jul, som de selv føler er værdig.
Louise tror, at det handler om en samfundsnorm, at når de kommer tilbage efter juleferien, kan alle sammen sige, at ”jeg har fået det og det, og så kan der desværre også sidde nogle, der ikke har fået særlig meget. Det tænker jeg, at vi fik rodet lidt bod på sidste år på Amager, da 147 børn kom tilbage fra juleferien og kunne sige, at de også havde fået en gave.
Hjælpsomhed og gavmildhed
I forbindelse med Coronakrisen sidste år mødte Louise mange familier, hvor pengene var blevet små. De kom til hende og sagde ”Du skal vide, at det her har jeg aldrig prøvet før, men lige nu er jeg her, fordi vi har mistet vores arbejde”.
På grund af restriktionerne kunne der ikke holdes julefest, men Louise mærkede et kæmpe sammenhold, og at folk var helt vilde med at hjælpe og give. De satte det på trappen, så hun havde ingen kontakt med dem. Når familierne skulle hente det, stod det med deres navn på udenfor, uden at der var nogen form for kontakt.
20 kroner til jul
En mor, som modtog en pakkekalender sidste år, gjorde et dybt indtryk på Louise, da hun grædende fortalte, at hendes datter ønskede sig brændende en mascara til 20 kroner til jul, men de 20 kroner var næsten det eneste, som de havde at holde jul for.
Louise er pædagog i en ganske almindelig børnehave. Hun er 34 år og har en søn på ni år.