Journalist – for ever

”Kan De begynde i morgen? De får 165 kroner om måneden!”

I dette efterår er det 64 år siden, at jeg hørte disse ord – og aldrig glemt dem.

Sveden løb ned over redaktørens fyldige ansigt, og med en buttet næve tværede han lommetørklædet rundt i hovedet, mens øjnene løb over med vand. Det var tydeligt, at den lille tykke mand, havde det svært med fysikken, og en lugt af spiritus understregede, at han også havde besvær med andre ting… Klokken var 9.30 om morgenen, og den 17-årige Københavnerdreng var ved at gå i fælden som ny journalistelev på Faaborg Avis.

Mødet fandt sted på Webers Hotel på Vesterbrogade og først senere skulle jeg erfare, at jeg havde sagt ja til en journalistuddannelse hos den skrappeste af alle redaktører i kongeriget.

Hans navn i branchen var Carl ”den grusomme” Nielsen. Han kunne klare alt undtagen at snøre skoene. Det var han for fed til, så det gjorde hans lille, spinkle kone hver morgen på førstesalen i redaktørboligen, før han skred ned ad trappen til dagens dont.

Et par dage senere kom jeg nemt til Faaborg, idet min far, der var handelsrejsende i legetøj, i sin lille grønne Morris, skulle en tur om ad det fynske. Og samtidig kunne han udøve en god broderlig gerning for afholdsfolkene i byen. Andersson senior var nemlig medlem af afholdsforeningen ”Hvide Kors,” og det var hans opgave, når han alligevel var rundt i landet, at køre hen, hvor logen havde sine tilholdssteder. Min far havde med stor opfindsomhed sammenflikket et lysbilledforedrag om Grønland.

Så viste han billeder og fortalte levende om slædehunde, sæler og hvaler uden nogensinde at have sat en fod i den grønlandske is. Det var meget opmuntrende for unge Andersson at sidde i festsalen på Rasmussens Hotel og lytte til faderen, der fortalte så livligt og morsomt. Uden belastning af kedsommelige kendsgerninger.

Hovedpunkterne i foredraget blev sent samme aften printet ned på hotellets brevpapir, og klokken 7 næste morgen mødte jeg op og meldte mig til tjeneste på Faaborg Avis – samtidig lagde jeg referatet af afholdsmødet på redaktørens bord. Det var modigt gjort over for en mand, der aldrig havde hørt ordet afholdsforening!

Samme eftermiddag var en artikel på 12 linjer med i avisen, og 2450 husstande i Faaborg og opland kunne på en af de otte sider læse, at de ædruelige igen havde haft en god aften med besøg af broder Andersson.

Fra det øjeblik var kursen sat. Næste dag havde jeg seks linjer med om fiskerinoteringen på Faaborg Havn, og nu 64 år efter skrive jeg stadig, hvilket du kan konstatere ved at læse denne klumme til ende.

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?