De små glæder…

Jeg ved ikke….mon det er noget, der kommer med alderen? Sansens for livets små – og beskedne glæder?

Små glæder er måske ikke ordet, for lige nu er de såkaldte “små glæder” faktisk blevet til de store.

Jeg kom til at tænke på det forleden dag, hvor jeg endnu engang besøgte mindestuerne for Martin Andersen Nexø i  – ja, Nexø.

Den bornholmske arbejder- og tidligere fiskerby, som jeg holder meget af.

Denne gang erhvervede jeg en ny novelle af Andersen Nexø – “De sorte fugle” – i en særudgave, nummereret, nr. 229 ud af 400.

Udgaven er forsynet med smukke ætsninger (grafik) af Jess Fomsgaard – og i en serie, som en tysk beundrer har fået fremstillet til ære for forfatteren, som mange mener er fra Bornholm, men som faktisk blev født på Christianshavn – og endte sit liv i Dresden.

Det er en anden historie, tilbage igen: Jeg plejer at købe en ny novelle i serien, når jeg besøger huset i Nexø, hvor han boede en overgang i sin ungdom – inden han blev fri for sit trælle-arbejde og blev opdaget som en stor forfatter.

Med novellen under armen gik turen straks til en nærliggende bager, der er mange gode på Bornholm, for at købe et friskbagt brød.

(Og her en lille klage: Danske bagere åbner for sent – og lukker for tidligt. Der bages kun en gang om dagen, gid det var som sydpå, at man kunne hente friskbagt brød flere gange om dagen – for slet ikke at tale om aftenen – kender ikke en eneste bager, helller ikke i hovedstaden, der har åbent om aftenen. Men det kommer vel: NatBageren – jeg spår allerede forretningen stor succes…)

Alligevel: Brødet var velsmagende, der er heldigvis efterhånden mange at vælge i mellem.

Mens jeg koger vand til teen – lige nu er det Russian Earl Grey, der forsvinder ned i den tynde, tynde tekop, og så er det frem med den kostelige skat – og grunden til hele denne smøre:

Et glas med hjemmelavet brombærsyltetøj, skænket mig af en kær veninde fra Allinge.

Undertegnede er kræsen med syltetøj, foretrækker syltetøj fremfor marnelade – og har brugt mange penge for at at finde den helt rigtige.

Svaret kom for nogle år siden, da min veninde stadig drev pensionat i Allinge – og der var hjemmelavet brombærsyltetøj på bordet hver morgen.

Met et tyndt lag smør på et friskbagt brød, et lag brombærsyltetøj, så bliver det ikke meget bedre – tidligt eller silde.

God te, godt brød med hjemmelavet brombærsyltetøj, lidt Händel-fløjte ud af højttalerne – og en fornem Andersen Nexø-novelle mellem hænderne. Efterår udenfor.

Det er dét, jeg mener med de små glæder .

For mig findes de, næsten da, ikke større…

God weekend…

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »