Nillou elskede at lytte til historier – nu fortæller hun dem selv

Forfatteren Nillou Zoey Johannsen, der bor på Amager, kom til Danmark som flygtning med sin mor. Fra Iran og direkte til det kolde nord med de høje, lyse mennesker. 8-årige Nillou var kommet til en fremmed planet – og kun med sin mor ved hånden…

Nillou Zoey Johannsen – lyttede til fortællinger – og blev selv fortæller…

 

Der er et sted i Nillou Zoey Johannsens nye roman, “Nattens Blomst”, hvor en lille datter hver aften pakker sin lille kuffert i håb om, at hun næste morgen må komme med sin far på arbejde, i lastbilen, hvor han transporterer olie fra en del af Iran til en anden.

Hun bliver skuffet hver eneste morgen, faderen er kørt – kufferten bliver tømt og stillet tilbage på plads.

Da Nillou var otte år fik hun på en mere alvorstung måde brug for sin lille kuffert, da hun i 1987 – under Iran-Irak-krigen – flygtede fra Iran til Danmark sammen med sin mor.

Og at der var god grund til at flygte, vidnede en episode om senere: Nillous mor skar pulsåren over på sig selv i lufthavnen, da hun og datteren var blevet afvist til ophold i Danmark. Da hun efterfølgende var i livsfare, fik mor og datter alligevel lov til at blive i Danmark.

Nu er hun forfatter

I dag er Nillous mor heldigvis i live – det samme er iøvrigt faderen, der fortsat bor i Iran.

Og Nillou Zoey er i mellemtiden selv kommet på den anden side af de fyrre år – og arbejder nu som forfatter. Hun har tidligere udgivet en børne-og ungdomsbogen “Øen” – og er nu udkommet med en ny og fantastisk historie fra Iran, “Nattens Blomst”.

(Artiklen fortsættes under billedet)

 

Bogen er anmeldt andetsteds på Amagernyt.dk.

Romanen har fået mange roser og blomster med på vejen – og ikke uden grund. En fantastisk fortælling om et kvindeliv i Iran i 50’erne. Kvinderne var deres mænds slaver – og blev også behandlet sådan.

Bogens hovedperson får tæsk af både far og ægtemand – og drømmen om en uddannelse til læge er håbløs og bliver aldrig realiseret.

Læs selv mere i bogen. Der er spændende, trist, men også meget smuk læsning undervejs. Og det er vigtigt at understrege, at bogen ikke udelukkende er en kritik af mænd. Ægteskabet fungerer bare ikke, når den ene part er underlagt den anden. Det får skyggesiderne frem i begge parter, mener Nillou.

Vold mod kvinder

I dag skriver vi 2021 – og forholdene for kvinder i Iran er – muligvis ikke meget bedre end for 70 år siden. Men at vold var en form for sprog i Iran, det kender Nillou selv til – fra sin egen familie, både på sin mors og fars side.

I  vores del af verden er volden i det mindste forbudt, selv om den også finder sted her. Men bare det, at samfundet har forbudt det, gør situationen bedre, mener Nillou, der  iøvrigt tidligere udtrykt stor taknemmelighed for, at hendes mor flygtede med hende op gennem Europa og til Danmark.

Her har Nillou fået et godt liv, en god uddannelse. Hun bor nu i en dejlig lejlighed på Amager med sine to børn.

Højt til loftet

Vi sidder denne formiddag og drikker kaffe i hendes kombinerede køkken og opholdsstue med højt til loftet og masser af lys. Hun drikker kaffe med havremælk – ikke nogen dårlig kombination iøvrigt.

Her er næsten pinlig orden alle steder – kun to små, sirligt opstillede, løbehjul i børnstørrelse vidner om, at stedet har andre beboere….

Så fine forhold havde Nillou ikke selv, da hun kom til landet som flygtning og boede på asylcenter med sin mor.

Hun følte det, som var hun landet på en fremmed planet: Danskerne var høje og hvide, Nillou havde aldrig set sådanne mennesker før.

Hun holdt sig til hendes mor og hendes hånd – der var heller ikke andre muligheder  – resten af familie og venner var forsvundet for stedse.

“Det var ligesom at komme ind i et rumskib og rejse til en helt anden planet”, siger Nillou.

En lille menneske i en helt ny verden…

Som skulle vænne sig til at bo på et enkelt værelse med sin mor. Og maden…

“De serverer slanger..”

Ikke, at der var noget galt med den. Men den var bare meget anderledes, og det kan spille en stor rolle for et lille menneske – og for store også.

“Jeg kan huske, at jeg syntes, at alt maden var brun, jeg var vant til mange farver og krydderrier hjemmefra. Her var der bare salt og peber, og hvis det gik rigtig vildt til, var der også karry og paprika”, siger Nillou med et smil. “Der er sket meget med maden i Danmark i de senere år, men dengang syntes jeg, at det var lidt trist”, siger Nillou, der også dengang for første gang smagte corn flakes. Dem kunne hun godt li’…

Hun husker en episode fra asylcentret, hvor andre beboerne kom løbende og fortvivlet råbte: “De serverer slanger…”

Det viste sig, at dagens ret var stegt ål, men den dag var der ikke mange, der gik i kantinen.

Evnen til at fortælle

Det er svært at forestille sig, at det tjekkede menneske, der sidder overfor i dag, fik en svær begyndelse her i landet.

Men med sig i bagagen havde Nillou en evne til at fortælle historier. Hun havde selv lyttet godt efter, da kvinderne hjemme i Iran havde fortalt historier, mens de lavede mad i køkkenet.

“Det var noget med, at hvis virkeligheden er for svær, for børn, så forsvinder de nemmere ind i en anden verden,” siger Nillou.

Nillou har fortsat den tradition, med at fortælle historier, til sine egne børn.

Og nu heldigvis også til os andre.

Allerede som lille pige her i Danmark blev hun en flittig gæst på børnebiblioteket i Gilleleje, da familien var flyttet dertil. Bjarne Reuter var en af de forfattere, hun læste.

I skolen fandt hun ud af, at hun var dygtig til at skrive, til at formidle. En forfatter havde set dagens lys…

Glad for Amager

Nillou er faldet rigtig godt til på Amager, som hun er blevet endog meget glad for. Hun er sporty, løbet ture, elsker Amager.

Men har også været glad for de andre bydele, hvor hun har boet i København, Vesterbro, Nørrebro, Brønshøj.

Lejligheden på Amager er som nævnt skøn, det er noget atelieragtigt over det store rum, vi sidder i. Nillou sidder ved et bord, der også er præcis det sted, hvor hun har siddet med sin MacBook og skrevet historien om “Nattens Blomst”. Mens hun lyttede til lidt jazz i baggrunden.

Hun benytter sig ikke af dispositioner, når hun skriver, ingen kapitler på forhånd, ingen opslagstavler spækket med noter, hun sætter sig bare ned og skriver …

Til Mallorca

Ind i mellem er der tid til yoga og til at meditere – udover at passe de to børn, naturligvis. Og så elsker hun at lave mad, ubeskedent siger hun med et smil, “jeg er virkelig god til at lave mad, hvis jeg selv skal sige det…”

Hun har lavet sit eget køkken med de bedste retter fra forskellige køkkener rundt i verden. Lidt iransk, lidt italiensk, lidt dansk…

Og til sommer bliver der forhåbentligt tid til en ferie til Mallorca.

“Jeg vil gerne ned og vise den smukke ø til mine børn”, siger hun.

PS: JA, hun er i gang med sin næste bog, og NEJ: Hun fortæller ikke, hvad den handler om…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?