Min nye telefon…

Jeg har fået ny telefon, så jeg er ajour med verden omkring mig. Telefonen er tung som et Kohberg rugbrød og har samme længde og breddemål. Nu er det tid til at vise den frem.

Jeg vælger en kupe i S-toget. Alle de medrejsende sidder med bøjet nakker og blikket rettet mod mobiltelefonens skærm. Ingen ser ud af vinduet, hvor der kører den sædvanlige film med hyggelige rækkehuse og villaer med blafrende vasketøj og legende børn i trampoliner. Ingen ser med nysgerrighed på min nye telefon. Ja, de bemærker knapt min tilstedeværelse.

Så jeg er igen overladt til mig selv i det offentlige rum. Og det kan jeg ikke lide.

Jeg mindes min barndom, da Jens Sigsgaard og Arne Ungermann i 1942 skrev og tegnede billedbogen ”Palle alene i verden.”

Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at Palle kunne bevæge sig rundt i København uden at møde mennesker. Han kunne gå ind i forretningerne og rive legetøj ned fra hylderne og fylde sig med gratis slik. Og han kunne køre sporvognen alene, mens han klemtede med klokken.

For mig var det grænseoverskridende, at der ikke var et eneste menneske med i fortællingen. Ikke en gang en mor og en far. Den bog kunne jeg ikke lide. Måske fordi fornemmelsen af at være uden for alting har generet mig.

Ensomheden er direkte livstruende og giver sig udslag i, at jeg umotiveret begynder at tale med folk, når jeg står på perronen og venter på mit tog.

Jeg finder en naturlig indledning til samtalen, og det har givet mange oplevelser af forskellig art. Således faldt jeg forleden i snak med et par ældre damer, der glade fortalte, at de var på vej hjem efter en kort byferie i Berlin.

Først langt henne i samtalen opdagede jeg, at de begge var synshandicappede. Det tillagde de ingen betydning, og de hilste muntert farvel, da de gik ind i toget uden en mobil i hånden.

Modsat har jeg klappet en hund, mens jeg roste ejeren for det prægtige dyr, som han måtte være glad for, når han skulle bevæge sig igennem byen.

”Hvor synshandicappet er du?” spurgte jeg, og han gloede på mig og svarede: ”Jeg er sgu ikke synshandicappet. Jeg kan bare godt lide den slags hunde!”

I sådan en situation overvejede jeg, om det ikke havde været klogere at holde kæft og i stedet bruge tiden på mobilen. Men jeg vil jo gerne være i kontakt med rigtigt levende mennesker, så jeg kan undgå ydmygelsen, at en eller anden opdaterer den gamle bog og giver den ny titel: ”Polle alene i verden.”

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?