Lørdag 13. november holder Sigurd Barrett to koncerter i Kulturhuset i Kastrup Bio for hele familien sammen med Tårnby Musikskoles harmoniorkester “HOT”.
Af Lene Dam Jørgensen
Lørdag 13. november kl. 11 holder en af Danmarks mest folkekære formidlere af musik til børn og unge, Sigurd Barrett to koncerter i Kulturhuset Kastrup Bio på Kastrupvej 270. Arrangementet er for hele familien sammen med Tårnby Musikskoles harmoniorkester “HOT”.
Der spilles et af Sigurds helt nye værker ”Verdens bedste instrument”, hvor alle harmoniorkestrets blæseinstrumenter præsenteres i en ny og spændende fortælling. Egentlig spilles værket med symfoniorkester, så det er første gang, at det er med harmoniorkester. Der er således tale om en Danmarkspremiere i Tårnby.
Harmoniorkester i topklasse
Tårnby Musikskole har en lang og stærk tradition for blæserorkestre, og “HOT” er blandt de allerbedste orkestre på musikskolen. Orkesteret er igennem mange år blevet ledet af musikskolens trompetlærer Carsten Larsen.
Det koster 115 kroner for børn og 130 kroner for voksne.
Om Sigurd Barrett
Sigurd Barrett er pianist, entertainer, komponist og forfatter. Hans repertoire spænder over mange musikalske stilarter, og han har optrådt over hele landet tusindvis af gange. Derudover har Sigurd medvirket i flere tv-udsendelser. Han har som forfatter opnået status som historiefortæller, da han fortæller store og vigtige kulturbærende historier for både store og små og de er altid ledsaget af hans egne sange. Sigurd har desuden komponeret fem musicals.