De unge vil tjene deres egne penge

De 13- og 14-årige i Dragør kæmper om de få fritidsjobs, de kan få uden at være fyldt 15 år. Men der er flere arbejdsvillige unge, end der er jobs, de må betjene.

Unge vil tjene deres egne penge

 

Af Camilla Lærkesen

I efteråret har Dragør Ungdomsskole prøvet kræfter med flere nye hold, der klæder de unge på til at dyppe tæerne i erhvervslivet. Over tre mandage i oktober lærte deltagerne på det nye hold ”Scor fritidsjobbet”, hvordan man søger fritidsjobs, går til jobsamtaler og kommer godt i gang på sit nye arbejde. I weekenden d. 20. og 21. november mødes et nyt hold for at lære, hvordan man starter sin egen virksomhed og tjener sine egne penge.

”Vi oplever, at eleverne er meget initiativrige og entreprenante allerede i en ung alder, og det vil vi gerne støtte op om. Selvfølgelig kan en ung under 18 år ikke uden videre kaste sig ud som virksomhedsejer på papiret, men de kan sagtens lære at finde på koncepter og at forhandle deres værd – om ikke andet så kan de blive gode til at lønforhandle støvsugningen derhjemme eller måske endda slippe afsted med lidt mersalg eller et græsslåningsabonnement,” fortæller Martin Sleimann, der er programansvarlig.

Under forløbet var holdet på besøg på Kræmmergården, hvor ejer Bettina Ratje fortalte, hvad deres ungarbejdere typisk laver, hvordan en god ansøgning ser ud, og hvilke personlige kvaliteter de leder efter hos de unge.

Vil arbejde gratis for erfaring

Efter Kræmmergården gik turen til Biblioteket i Hollænderhallen, hvor man allerede kan komme i betragtning som 14-årig. Hovedparten af deltagerne på ”Scor fritidsjobbet” var nemlig under 15 år. Derfor blev forløbet også hurtigt til et kursus i at søge job gennem sit private netværk som børnepasser eller hundelufter.

Der er helt særlige regler for, hvilke fritidsjobs unge mellem 13 og 15 år må betjene, og hvad de absolut ikke må. Eksempelvis skal man være fyldt 15 år og have afsluttet 9. klasse for at få lov til at sidde ved udgangskassen i et supermarked. Derfor søger de fleste lokale virksomheder unge over 15 år, men det er de unge kede af.

”Det er frustrerende, at vi ikke kan få arbejde nogen steder, når vi gerne vil,” lød det kollektivt fra holdet, der overvejende bestod af 7. klasser, ”vi vil allerhelst ud at arbejde i forretninger.”

Deltagerne på holdet glæder sig til at komme ud at tjene deres egne lommepenge, men faktisk var de klar til at arbejde gratis for at opnå den første erfaring til CV’et.

 

 

 

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?