Historien om stemmebokse af træ i Tårnby

Der er blevet arbejdet på højtryk med at placere og samle de 65 stemmebokse af træ til dagens valg. Stemmeboksene har en lang historie bag sig.

Stemmebokse af træ i Tårnby

 

Af Lene Dam Jørgensen

Det var først i midten af 1950’erne at Tårnby Kommune fandt en fast løsning på, hvordan det rent praktisk skulle foregå, når vælgerne skulle stemme ved valgene. Mange andre kommuner har i dag et system, hvor der er gardiner på og en stang i letmetal. Den løsning har Tårnby Kommune dog ikke valgt. Kommunen har nemlig siden 1955 brugt de træstemmebokse, som den lokale virksomhed Louv Snedkeri har designet.

Nutidens stemmebokse

Til at begynde med valgte Tårnby Kommune at bestille 22 stemmebokse, der skulle stå på Skottegårdsskolen. Kommunen har dog sidenhen valgt at bruge samme løsning, som andre valgsteder bruger.

De gamle stemmebokse blev opbevaret på Skottegårdsskolen og resten af boksene blev opbevaret i de røde skure på Nordmarksvej.

I 1981 brændte de røde skure, og det betød at mange stemmebokse gik tabt. Her fandt Louv en ny løsning. Virksomheden fremstillede nogle andre stemmebokse, der samtidig var nemmere at flytte rundt på og pakke sammen. Ved valget er det dem vælgerne går ind i, når de skal sætte deres kryds ved kommunalvalget.

Bliver stillet op i dag

I dag opbevares de cirka 65 stemmebokse, der er tilbage, i et lager på Birkegården på Høgsbrovej, når de ikke skal bruges til valgene. Det er dog noget af en opgave, når alle stemmeboksene skal stilles op til kommunalvalget.

”Det må være de mindst miljøbelastende stemmebokse, der nogensinde er lavet, ” siger indehaveren af Louv Snedkeri Carsten Louv, som skyder på, at i den tid stemmeboksene har eksisteret har de gennemsnitligt været oppe en gang om året.

Færre valg

I 1970´erne og 1980´erne kunne der godt være valg og folkeafstemninger flere gange om året. Det er der ikke i dag, og Carsten Louv mener, at stemmeboksene kan holde fint mange år endnu. Han er selv 76 år og har faktisk i sin tid været med til at designe boksene.

Carsten Louv siger ”Er der en dør, der hænger lidt, reparerer vi den bare. ”

 

Seneste artikler

Fik du læst?