Brugte valgplakater skal bruges til forsøg

Københavns Kommune har i samarbejde med Amager Ressourcecenter opstillet 27 midlertidige containere på i alt ni genbrugsstationer, som udelukkede skal benyttes til at indsamle valgplakaterne og genanvende dem i et lukket kredsløb.

Brugte valgplakater skal nu genbruges. (Foto: Finn Edvard)

 

Valgkampen er ovre, og de politiske kandidater står nu foran en opgave med at nedtage de valgplakater, som har præget bybilledet de seneste tre uger. For at sikre, at valgplakaterne bliver sorteret korrekt og genanvendt, har Københavns Kommune taget initiativ til et nyt projekt.

Konkret har kommunen i samarbejde med Amager Ressourcecenter (ARC) opstillet 27 midlertidige containere på ARCs i alt ni genbrugsstationer, som udelukkede skal benyttes til at indsamle valgplakaterne og genanvende dem i et lukket kredsløb.

Forsøgsordning

Projektet er en ny forsøgsordning, som gennemføres i et samarbejde mellem Københavns Kommune, ARC, affaldsvirksomheden Ragn Sells A/S, HL Print og Relife Studio. Projektet skal blandt andet undersøge, hvor stort genanvendelsespotentiale valgplakater af plast har. I Teknik- og Miljøforvaltningen ser man frem til at få resultaterne.

“Det er vigtigt for vores miljø og klima at have øje for alle de steder, hvor vi kan udnytte ressourcerne bedst muligt. Nu er turen kommet til valgplakaterne, hvor vi mener, at plastmaterialet, som valgbudskaberne er trykt på, kan udnyttes bedre. Det ligger fint i tråd med, at vi også har arbejdet på at få erhvervslivet og københavnerne til at sortere affaldet i flere fraktioner,” siger Merete Kristoffersen, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

ARC står for driften af ni genbrugsstationer i København og omegn.

Noget fornuftigt

“Når valgplakater bliver til affald, er der tale om en forholdsvis stor mængde ensartet type affald, som vi har gode muligheder for at få oparbejdet til noget fornuftigt. Det giver rigtig god mening i forhold til ressourcer, miljø og klima og flugter helt med de ambitioner, som hovedparten af de københavnske kandidater har fokuseret på i deres valgkampagner”, siger direktør i ARC, Jacob H. Simonsen.

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?